Test: Rulleskøjter lader dig vælge størrelse og hjul Test

Det er en udfordring at begå sig til hjuls – også for SkalViLege.Nu’s femårige legetøjstester, der har prøvekørt et sæt tre i en rulleskøjter fra Nijdam.

Rulleskøjterne fra Nijdam ser seje ud. Den hårde plast, det bløde indre, hjulene og spænderne giver med det samme den unge legetøjstester mod på at få hjul under fødderne.

”Spænderne og stramningen af dem glider let og fungerer fint. Julius kan dog ikke lukke låsen ordentligt, men det skyldes lige så meget, at han rigtig gerne vil op og i gang,” fortæller legetøjstesterens mor Anne Bjerkvig Filtenborg.

Der er ganske enkelt behov for voksenhjælp, for at den femårige kan få støvlerne ordentligt på. Selve støvlen er smal, så foden skal mases lidt på plads, men det betyder så samtidig at støvlen, når den først er kommet på, sidder rigtig godt fast.

Læs også: Sådan finder du det rigtige løbehjul

Rulleskøjtens størrelse kan justeres

En af de rigtig gode detaljerne ved rulleskøjterne fra Nijdam er ifølge Anne, at de kan justeres i størrelsen – og at det er virkeligt nemt at gøre.

”Julius er midt i en størrelse i forhold til rulleskøjterne, men havde han nu været i den mindste størrelse af skøjterne, ville det have gjort det muligt at bruge skøjterne over flere år. Eller at justere dem lidt op i størrelse, når der i det lidt koldere vejr er behov for at have en tykkere sok på,” mener Anne.

Nijdams producerer rulleskøjter i tre størrelsesintervaller på henholdsvis 27-30, 30-33 og 34-37.

 

Du bestemmer selv, hvordan hjulene skal sidde

Enkeltdelene mangler lidt finish - for eksempel er dækslet på det ene hjul fraværende.

Enkeltdelene mangler lidt finish – for eksempel er dækslet på det ene hjul fraværende.

En noget mere usædvanlig detalje ved rulleskøjterne, og grunden til at producenten kalder dem for tre i en, er, at det er muligt at montere hjulene på tre forskellige måder.

Således kan rulleskøjterne både fungere med hjulene monteret på den klassiske side-by-side facon, som inline-skøjter eller med hjulene monteret i trekantsformation hvor de to bagerste hjul er placeret side om side og de to forreste på linje.

”Det er super fedt at kunne placere hjulene, så de passer bedst til det barn, der skal bruge dem,” siger Anne

Hun synes til gengæld at finish på de dele, som benyttes til at montere hjulene i de forskellige konfigurationer lader noget tilbage at ønske. Det ene hjul manglede det dæksel, der skal beskytte kuglelejet, ligesom en aksel havde metalrester siddende, der gjorde den besværlig at få den på plads i skøjten.

”Og så mangler der en dansk brugsvejledning,” påpeger Anne.

Til SkalViLege.Nu oplyser webbutikken Legehjulet.dk, at en dansk brugsvejledning vil blive gjort tilgængelig til download fra deres webside. Med hensyn til det defekte hjul skriver webbutikken, at det ikke er noget de har oplevet tidligere, og lover at fremsende et nyt hjul.

Læs også: Sådan finder du det rigtige skateboard

 

test af rulleskøjter (3)De rette hjul gav ekstra selvtillid

SkalViLege.Nu’s legetøjstester Julius synes rulleskøjterne er super seje – specielt efter hjulene blev monteret som Trike Skate – og ville blot ønske, at han selv kunne trække de stramme støvler på.

”Til start brugte han dem som inliners, men det var simpelthen for svært at styre. Skøjterne kørte af med ham, og han endte i split flere gange. Da vi flyttede hjulene rundt, kunne han pludselig selv styre skøjterne, og det var godt for selvtilliden. Det gav han mere blod på tanden i forhold til at lære at køre på rulleskøjter uden at holde en voksen i hånden,” slutter Anne.

 

test af rulleskøjter (2)Nijdam 3i1 Rulleskøjte
Pris: 375

 

Produktet var stillet til rådighed af Legehjulet.dk

 

 

Kommentarer

Skrevet af

Thomas Berger

REDAKTØR: Har igennem en årrække skrevet om alt fra computerspil og forbrugerelektronik til tegneserier og ikke mindst legetøj i både aviser og magasiner, og besøger hellere legetøjsbutikker end museer på en ferie. Far til to.

    Tags: , , , , , , , ,