Tilbage til Fremtiden – otte stykker legetøj du bare må eje Gallerier

Vi har fundet de otte fedeste stykker legetøj fra Back to the Future

Den 21 oktober 2015 er den dag, hvor Marty McFly ankommer til fremtiden i den anden Tilbage til fremtiden-film. En fremtid hvor flyvende biler er hvermandseje og børnene kører på svævende skateboards.

Samtidig er det i år 30 år siden, den første film i trilogien fik premiere i biograferne, og dermed den perfekte lejlighed til at finde de fedeste stykker legetøj med tilknytning til Back to the Future.

 

Lego CuuSoo Back to the FutureDelorean på klodser

For den japanske Lego-entusiast og Tilbage til fremtiden fan Masashi Togami var det en barndomsdrøm der gik i opfyldelse, da hans Lego-udgave af den tidsrejsende DeLorean som kun det fjerde projekt, bevægede sig fra webfællesskabet Lego CuuSoo (i dag Lego Ideas) og videre til officielt lanceret Lego-sæt.

Sættets Lego-klodser gør det muligt at ombygge den oprindelige DeLorean fra den første film til både den flyvende version fra Tilbage til fremtiden 2 og til den udgave fra den tredje film, hvor Doc har måttet udskifte et kredsløb med en kasse komponenter fastspændt til bilens kølerhjelm.

Desværre er Back to the Future-sættet udgået af produktion, og det kan derfor ikke længere købes i Legos egne butikker.

   Læs også: Tilbage til fremtiden på klods

 

Tilbage til Fremtiden-actionfigurerne du aldrig fik

Hvad nu hvis de samme legetøjsdesignere, som stod bag de succesfulde Star Wars-actionfigurer fra legetøjsfirmaet Kenner, havde lanceret en række figurer baseret på Tilbage til fremtiden.

Det er konceptet i Back to the Future ReAction-figurerne, som legetøjsfirmaerne Super7 og Funko står bag. Her er Tilbage til Fremtidens to hovedpersoner Doc Brown og Marty McFly samt George McFly og Biff Tannen designet i samme stil som actionfigurer fra starten af 1980’erne. Hvilket vil sige med begrænset bevægelighed og en noget lavere detaljegrad end nutidens actionfigurer – men til gengæld med en stor dosis nostalgi.

Figurerne kan fås for lige omkring 120 kr. stykket på Amazon.

 

Funko Delorean og Marty McFllyMarty McFly kan også være nuttet

Legetøjsproducenten Funko har med deres serie af Funko Pop-figurer været omkring stort set alt – og de er selvfølgelig også lagt vejen forbi Tilbage til fremtiden.

Der er blevet lavet de helt sædvanlige Funko Pop-udgaver af både Marty og Doc, men det er Funko Pop Rides udgaven hvor Marty kan placeres i den ikoniske DeLorean, som helt klart er den fedeste model – også selvom den næppe kan rejse i tiden.

 

Hot Toys bttf

Marty og DeLorean som ren luksus

Amerikanske Hot Toys fremstiller legetøj i luksusklassen – med blik på pris og kvalitet kan det endda diskuteres, om det rent faktisk er legetøj. Men det skal ikke forhindre os i at savle bare en lille smule over graden af detaljer i deres skala 1/6 versioner af Marty McFly og Delorean.

Den 28 centimeter høje Marty McFly-figur ledsages af en mindre garderobe samt, selvfølgelig, et skateboard, mens Delorean-modellen foruden LED-lys i for- og baglygter også har lys i tidskredsløbet og den for tidsrejser meget vigtige Flux Capacitor.

Prisen for Hot Toys’ udgave af Marty McFly lyder på 225 dollar (cirka 1.475 kr.) mens Delorean-modellen koster 690 dollar (cirka 4.525 kr.)

 

Back_To_The_Future_Time_Machine_DeLorean_Hot_WheelsDen rigtige Delorean-legetøjsbil

Legetøjsfirmaet Mattel har produceret versioner af den tidsrejsende DeLorean i både skala 1/18, skala 1/43 og skala 1/50. Men den helt rigtige legetøjsbil er den klassiske Hot Wheels udgave i skala 1/64, som passer i størrelse til alle de andre Hot Wheels biler – siden 2011 har Mattel produceret syv forskellige Tilbage til fremtiden biler i denne størrelse.

Desværre er Hot Wheels-udgaven af DeLorean ikke lige en legetøjsbil, du finder i de danske legetøjsbutikker. Men vi har både set flere udgaver af den meget dyrt til salg på Amazon og til umiddelbart mere omgængelige priser på auktionssiden eBay.

Marty McFly på eventyr med Batman og Gandalf

I computerspillet Lego Dimensions knytter Lego ikke blot de fysiske klodser sammen med spillet virtuelle verden – de bringer også 14 forskellige fiktionsuniverser sammen. Et af disse er selvfølgelig Tilbage til fremtiden.

Back to the Future Level Pack, som udkom i forbindelse med spillets lancering i starten af oktober, åbner op for en ekstra mission baseret meget løseligt på plottet fra den første film. Pakken indeholder en Delorean, et hoverboard og en Marty McFly Lego-figur, som også giver adgang til en såkaldt eventyrverden i spillet – i dette tilfælde en Lego-udgave af Hill Valley, som Marty kan udforske i selskab med spillets andre figurer.

Til januar udkommer desuden en såkaldt Fun Pack med Doc Brown og det tidsrejsende damplokomotiv fra Tilbage til fremtiden III.

   Læs også: Lego Dimensions for begyndere.

 

neolev back to the futureDet svævende skateboard alle drømmer om

På trods af adskillige mere eller mindre vellykkede tiltage, så er det endnu ikke lykkedes for nogen at levere det helt rigtige hoverboard. Det som Marty McFly benytter i Tilbage til fremtiden II.

Men firmaet NeoLev er kommet tæt på – hvis du vel og mærket kan leve med et hoverboard, hvor der lige knap er plads til to af dine fingre, og hvor udfoldelsesmulighederne begrænser sig til en bane på lige under otte centimeter.

Prisen for det lille finger-hoverboard lyder på omkring 30 dollar (cirka 200 kr.)

 

back to the Future The GameTilbage til fremtiden på spil

I forbindelse med Tilbage til fremtidens 30 års jubilæum har spiludvikleren Telltale Games valgt at genudgive deres efterhånden fem år gamle Back to the Future – The Game i en udgave til de seneste konsoller.

Spillet er et adventure-spil af den klassiske slags, hvor Marty McFly må drage tilbage til 1931 for at redde Doc ud af en knibe, og må trække på hjælp fra teenageudgaven af Doc. Det er en historie, der fint kunne have fungeret som en fjerde film, men samtidig er det et spil, som er klodset i sit design på en måde, så kun virkelige fans af filmtrilogien rigtig vil elske det.

 

 

 


Kommentarer

Skrevet af

Thomas Berger

REDAKTØR: Har igennem en årrække skrevet om alt fra computerspil og forbrugerelektronik til tegneserier og ikke mindst legetøj i både aviser og magasiner, og besøger hellere legetøjsbutikker end museer på en ferie. Far til to.

    Tags: , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , ,