Test: Syv pakkekalendere med legetøj til alle juledagene Test

Vi har åbnet alle 24 låger i børnenes julekalendere – hvilken er årets bedste køb til netop dit barn?

De 24 dage til jul kan forekomme som en evighed – specielt når du er barn. Men hver af de dage kan også være en lille fest i sig selv, når morgenerne ikke blot byder på den sædvanlige rutine, men også på en pakkekalender fyldt med legetøj.

   Læs også: Stortest af 18 pakkekalendere (2016)

Legetøjsbutikkerne bugner i år af færdigpakkede julekalendere fra de forskellige legetøjsproducenter, og selvom priserne ligger i samme niveau, så er der stor forskel på kvaliteten af de forskellige pakkekalendere. Vi har samlet syv af dem i denne test.

Sædvanligvis ville vi her på SkalViLege.Nu have haft et børnepanel til at bistå med vurderingen af de enkelte produkter. Men da det er synd og skam at tage magien ved at åbne låger fra børn, er kalenderne i stedet blevet vurderet med forældreøjne, hvor især fordelingen af legetøjet, dets kvalitet og legemuligheder er blevet vægtet højt.

 

Ramasjang PakkekalenderRamasjang Pakkekalender

Pakkekalenderen fra Ramasjang er testens eneste regulære pakkekalender forstået på den måde, at den runde æske rent faktisk indeholder 24 separat nummererede foliepakker eller -poser med en gave til hver af juledagene.

Hver af de røde, blå, lilla og grønne folieposer er forsynet med et lille hul, så det er nemt at binde en snor i og hænge dem om eller på anden måde gøre det lidt mere spændende end blot at rode rundt i æsken efter dagens gave. Folieposerne er samtidig nemme at åbne, så der ikke er behov for en saks.

De 24 smågaver strækker sig lige fra klister- og tatoveringsmærker til refleksbrik, lav selv hoppebolde, tegneredskaber, kompasarmbånd med mere. Ramasjangtematikken giver sig primært udtryk i gavernes påtrykte figurer og værter fra DRs tv-univers, og der savnes en mere direkte forbindelse mellem gave og tv.

Produktionskvaliteten af gaverne er generelt bedre end det legetøj, der følger med supermarkedernes tegneserie/aktivitetsblade – men det er stadig billig plast og metervareløsninger. Ramasjang pakkekalenderen skal imidlertid have ros for en god balance mellem gaver, der kan leges med, og gaver der kan bruges i hverdagen.

Konklusion: En god pakkekalender med en fornuftig variation og fordeling af gaverne til en pris der ligger under, hvad du selv skulle bruge på 24 lignende gaver.

 

Ramasjang Pakkekalender
Produktnummer: Ikke angivet
Set til: 199,95 kr.

 

Play-doh Advent CalandarPlay-doh Advent Calandar

Juledagene starter godt ud med Play-doh Advent Calandar, der den første december begaver børnene med hele fem bøtter med modellervoks – bøtter med den velkendte formbare masse i rød, gul, grøn, hvid (med glimmer) og blå (med glimmer).

Herefter går det ned ad bakke resten af december, hvor Play-doh julekalenderen ganske enkelt ikke formår at levere interessante gave en eneste gang. Oven i købet er lågerne placeret i rækkefølge, så der ikke engang er udfordringen med at finde dagens låge.

Bag hver af de 24 låger befinder sig værktøj og skabeloner til at forme modellervoksen. Men mange af skabelonerne ligner hinanden til forveksling, og den plastkniv, der kan bruges til at lirke voksen ud af skabelonerne, dukker først op efter en uge. Ikke engang den 24 december formår kalenderen at overraske, men spiser blot barnet af med endnu en skabelon.

Undervejs begaves børnene også med en nissehue, englevinger og et gevir i plast, som kan monteres som ekstra pynt i egne modellervokskreationer – pynten har desværre en størrelse, der kræver, at indholdet af flere bøtter skal i brug, for at kreationen er stor nok til at passe sammen med pynten.

Konklusion: Indholdet i Play-doh Advent Calandar kan bedst beskrives som sølle og skuffende. Der en udtalt mangel på variation og overraskelser, og prisen er helt hen i vejret i forhold til de almindelige sæt med modellervoks.

 

Play-doh Advent Calandar
Produktnummer: Ikke angivet
Set til: 249,95 kr.

 

Mega Bloks Minions julekalenderMega Bloks Minions julekalender

Klodserne fra Mega Bloks synes meget velkendte. De ligner, de fungerer og de passer sammen med lignende konstruktionslegetøj, som det hedder sig, når producenterne ikke må kalde en klods for en klods.

Indholdet bag de 24 låger tager udgangspunkt i animationsfilmen Minions, og i løbet af juledagene dukker filmens tre hovedpersoner, Kevin, Stuart og Bob, byggeklare frem. Resten af dagene går med at bygge en lang række rekvisitter som kælk, pruttegevær, robot med mere, som kan benyttes i en leg med Minions-figurerne.

Der er ikke en udførlig byggevejledning til de forskellige ting, men blot en tegning af de genstandene bag lågerne – det kan godt være en udfordring for unge byggehænder at sætte klodserne sammen, så de modsvarer, hvad der er afbilledet på æsken. Enkelte af byggeprojekterne, såsom en sukkerstang og en gavesok, er derimod så kedelig at bygge, at det kan være lige meget.

Det er lidt ærgerligt, at julekalenderens bagside afslører indholdet i samtlige 24 låger – heldigvis ikke deres placering. Det sker for at hjælpe med konstruktionen, men en del af overraskelsesmomentet er borte.

Konklusion: Når der kun er tre Minions-figurer med i pakkekalenderen, så kræver det en mere stringent tematik og sammenhæng i resten af indholdet for at styrke legen. Den mangler, ligesom for mange af modellerne ikke byder på tilstrækkelig med konstruktionsudfordring.

 

Mega Bloks Minions julekalender
Produktnummer: Ikke angivet
Set til: 179,95 kr.

 

Schleich julekalender, bondegårdSchleich julekalender, bondegård

Der er så hyggeligt ude på landet, og som juledagene skrider frem i selskab med Schleichs julekalender, bliver der stille og roligt opbygget en bondegård på børneværelset. Pakkekalenderen indeholder i alt seks forskellige dyr – hund, æsel, gris, tyr og to pattegrise, som kun kan fås i denne sammenhæng.

De resterende låger byder for hovedparten på andet materiel til bondegårdslivet såsom halmballer, foder, en kost og en greb. Dyrene er fordelt jævnt i hele kalenderen, så der hele tiden er noget at se frem til, og legen kan udvikle sig undervejs.

Men der er også gavemæssigt svage dage, hvor indholdet bag lågerne for eksempel hele tre gange byder på en lille bunke plastikæbler. Eller to dage byder på et historiehæfte med en fortælling om bondegårdens dyr – på engelsk!

Julekalenderens omslag afslører alt indholdet, men det er meningen, at den skal pilles af, før lågeåbningen går i gang. På indersiden er trykt en brætspilsplade til et spil, hvor dyrene skal løbe om kap – og tre gange i løbet af juledagene indeholder lågerne spillekort til spillet. Men selve reglerne for spillet er ikke med.

Konklusion: Der er ikke noget at udsætte på kvaliteten af Schleichs produkter, og bondegårdslegen udvikler sig løbende i kraft af en god fordeling af indholdet i lågerne. Men de ikke oversatte historiebøger, manglende spilregler og svage indhold bag alt for mange låger skuffer.

 

Schleich julekalender, bondegård
Produktnummer: 97052
Set til: 229,95 kr.

 

Lego City julekalenderLego City julekalender

Når fronten på Lego City julekalenderen slås ned, udfolder sig et stort og spændende bymiljø, som i løbet af de 24 juledage bliver befolket med både Lego minifigurer og alskens tilbehør. Men efterhånden som mængden af Lego tiltager på pakkekalenderens udstillingsområde, så skal der også afsættes tid til at stille det hele op hver morgen – tingene vælter nemlig hver gang en låge åbnes.

Julekalenderen indeholder i alt seks minifigurer, som jævnt strømmer til legen efterhånden som lågerne åbnes. De andre dage udvides bymiljøet med fjernstyrede biler, en bålplads, snescooter, juletræ og ikke mindst et rigtig fint designet lille julelokomotiv.

Byggevejledningen til de enkelte konstruktionsopgaver befinder sig på lågernes indersider, og er ikke så omfattende, som det kendes fra almindelige Lego-sæt. Enkelte dage kan der derfor være behov for voksenhjælp, hvis klodser og den afbillede model skal ende med at matche hinanden.

Konklusion: Der er en god fordeling af indholdet i lågerne, som kan udvikle en leg dag for dag. Byggeprojekterne er godt designet, men der er en lige lovlig stor oplevelsesforskel på at samle en snescooter og så et lejrbål.

 

Lego City julekalender
Produktnummer: 60099
Set til: 179,95 kr.

 

Lego Star Wars julekalenderLego Star Wars julekalender

Når frontklappen på Lego Star Wars julekalender slås ned, inviteres der på besøg i en galakse langt, langt borte. Motivet favner både Tatooine, Hoth og Endor, og skal fungere som udstillingsmiljø for indholdet bag de 24 låger – eneste problem er, at alting vælter, hver gang en låge skal åbnes.

Indholdet bag de 24 låger fordeler sig i tre kategorier: Lego minifigurer, miniversioner af Star Wars fartøjer og rumskibe samt forskelligt materiel med relation til Star Wars-universet. Der er i alt seks minifigurer bag lågerne, men det er ubetinget juleudgaverne af R2-D2 og C-3PO, der er de to mest interessante.

Miniversionerne af fartøjer strækker sig fra Javaernes Sandcrawler og Jabba’s Sail Barge til ikoniske rumskibe som Tusindsårsfalken og en A-wing, mens der også i løbet af juledagene bliver lejlighed til at bygge forskellige våbenstativer og mikrobefæstninger.

Konklusion: Lego Star Wars julekalenderen henvender sig mest til de børn, der er fans af Star Wars, og nyder at konstruere, samle og udstille modellerne. Den lægger ikke i samme grad som de andre Lego-kalendere op til en mere historiedreven leg.

 

Lego Star Wars julekalender
Produktnummer: 75097
Set til: 249,95 kr.

 

Lego Friends julekalenderLego Friends julekalender

Der skal være julemarked på torvet i Heartlake City, og den står Lego Friends-pigerne Andrea og Liza for at arrangere. Når kalenderens frontklap slås ned, er det for at byde velkommen til en snedækket by og en tilfrossen sø klar til skøjteløb.

Både Andrea og Liza dukker frem fra lågerne i løbet af den første uge, og er de eneste to figurer i kalenderen. Resten af indholdet udgøres af alle de ting, der skal bruges til julemarkedet eller blot til at boltre sig i sneen. Byggeprojekterne strækker sig fra juletræ, boder og musikanlæg til snemænd, ishockeyudstyr og ski.

Byggevejledningerne er at finde på lågernes bagside, men kræver, at børnene også kan gætte sig lidt frem til, hvordan de enkelte elementer skal bygges. Det er dog ikke konstruktionsudfordringerne, der er kalenderens bærende element, men muligheden for at digte en historie i løbet af juledagene.

Julekalenderens bagside lover desuden, at der er overraskelser at hente online på Lego.com/friends den 6., 12., 20. og 24. december – præcis hvad det indebærer, vides ikke.

Konklusion: Julekalenderen er sjovest for de børn, som allerede har et forhold til Lego Friends-universet, og som holder af at digte en historie i takt med at Lego-elementerne bliver flere og flere.

 

Lego Friends julekalender
Produktnummer: 41102
Set til: 179,95 kr.

 

 

Julekalenderne var stillet til rådighed af Hasbro, Schleich og Lego.

 

Kommentarer

Skrevet af

Thomas Berger

REDAKTØR: Har igennem en årrække skrevet om alt fra computerspil og forbrugerelektronik til tegneserier og ikke mindst legetøj i både aviser og magasiner, og besøger hellere legetøjsbutikker end museer på en ferie. Far til to.

    Tags: , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , ,