fbpx

Anmeldelse: Speederen trædes i bund i Toy Box Speedway

/
/
img

Samtlige Disney Infinity-figurer er inviteret til racerløb i Toy Box Speedway

Racerløb er en enkel og ligefrem disciplin – også i Toy Box Speedway til Disney Infinity 3.0. Det handler om at træde speederen i bund, ramme svingene på den rette måde og give baghjul til Vilde Rolf, Darth Vader og Iron Man når du ræser gennem Tatooines ørken eller Agrabahs smalle gader for at komme først over målstregen.

Toy Box Speedway er et såkaldt Toy Box Expansion Game – en udvidelsespakke til Disney Infinity 3.0. Fysisk indeholder spilpakken en sekskantet plastikdims, der placeres på Disney Infinity Base, så der låses op for et selvstændigt racerspil, som udspiller sig i Toy Box.

Fordi racerløbene foregår i Toy Box kan samtlige Disney Infinity-figurer uanset version eller fiktionsunivers, køre ræs. Samtidig vil du bruge, hvis du placerer en af de allerede udgivne Power Disc’, der sædvanligvis giver adgang til køretøjer som for eksempel Spider-Mans motorcykel eller Cruella De Vils bil, kunne benytte disse fartøjer i racerløbene.

   Læs også: Disney Infinity 3.0 for begyndere

Racerløb med og uden våben

Toy Box Speedway er i sagens natur ikke et realistisk racerløb, men lægger sig i stil op af de klassiske Mario Kart-spil til Nintendo. I særlig grad når der køres ræs med armerede fartøjer, så du kan skyde modstanderne af banen undervejs.

Skal der være lidt mere fred og fordragelighed på kørebanen, er det også muligt at køre helt almindeligt ræs uden brug af våben – eller at køre på tid mod sig selv. Uanset hvad så kan der maksimalt være to levende spillere på banen, mens resten af løbsdeltagerne er computerstyrede.

De tre løbstyper kan afvikles på i alt ni forskellige racerbaner baseret på blandt andet Aladdin, Big Hero 6, Frozen, Guardians of the Galaxy, Monsters Inc og Star Wars.

 

Banerne spræller ikke nok

Banerne er alle designet med både hemmelige ruter, flyvehop og sjove detaljer undervejs, som refererer til det fiktionsunivers banen foregår i – som når Tusindsårsfalken flyver hen over løbsdeltagerne på Tatooine eller snedriverne begynder at samle sig på Arendal-banen.

Men detaljerne til trods fremstår de ni racerbaner i Toy Box Speedway alligevel livløse, kedeligt ferske og med en udpræget mangel på de virkelig sprælske ideer, som kunne gøre det rigtig sjovt og udfordrende at køre ræs i Disney Infinity 3.0.

Prisen på 129 kroner for Toy Box Speedway er imidlertid absolut overkommelig, og hvis Disney Infinity 3.0 er favoritspillet derhjemme, kan det være en fin måde at puste lidt nyt liv i spiloplevelsen.

 

boxDisney Infinity 3.0 – Toy Box Speedway
Format: PS3, PS4, Xbox 360, Xbox One, Wii U
Producent: Disney Interactive

This div height required for enabling the sticky sidebar
Ad Clicks : Ad Views : Ad Clicks : Ad Views : Ad Clicks : Ad Views :