Boba Fett på Ebay til en million kroner Nyheder

Star Wars-fans hellige gral er sat til salg på auktionssiden Ebay

Blandt fans af legetøjsfirmaet Kenners klassiske Star Wars-actionfigurer fra slutningen af 1970’erne er der specielt en figur, der henstår som den hellige gral. Det uopnåelige objekt. En figur de fleste kun har set omtalt eller billeder af.

Nemlig den såkaldte Rocket Firing Boba Fett.

Læs også: Boba Fett solgt for 178.000 kroner

Der eksisterer kun meget få eksemplarer af denne Boba Fett-figur, og de er alle sammen prototyper. Kenner endte nemlig med aldrig at sætte denne udgave af figuren i produktion, da det blev vurderet, at raket-funktionen ikke var sikker for børn at lege med.

 

Rocket Firing Boba Fett i indpakning

Nu er den så absolut mest sjældne udgave af denne i forvejen usædvanlige actionfigur blevet sat til salg på auktionssiden Ebay. Der er tale om den Boba Fett-figur, som Kenner havde med på legetøjsmessen Toy Fair i New York i 1979.

Figuren er derfor inklusiv den indpakning – både papbagside og plastik – som blev benyttet, da figuren blev vist frem for messens besøgende for over 36 år siden.

Og prisen, den ligger på blot 150.000 dollar – eller lige over en million kroner.

Læs også: Star Wars legetøj solgt for 3,5 millioner kroner på Sotheby

Kommentarer

Skrevet af

Thomas Berger

REDAKTØR: Har igennem en årrække skrevet om alt fra computerspil og forbrugerelektronik til tegneserier og ikke mindst legetøj i både aviser og magasiner, og besøger hellere legetøjsbutikker end museer på en ferie. Far til to.

    Tags: , , ,