Fortiden møder fremtiden i Lego Nexo Knights Artikler

Legos klassiske riddere har fået digitale kanter – vi har talt med designerne bag Lego Nexo Knights

Daniel Mathiasen (tv) og Joakim Kørner Nielsen

Daniel Mathiasen (tv) og Joakim Kørner Nielsen

Ridderborge på larvefødder svært bevæbnet med laserkanoner ruller ud på slagmarken, mens riddere med højteknologiske sværd følger efter på motorcykler og en tydeligt uligevægtig skurk i et middelalderligt hofnar-kostume nyder det kaotiske skue.

Ved første øjekast ser det ud til, at Legos designere under arbejdet med de netop lancerede Nexo Knights Lego-sæt ved et uheld er kommet til at blande klodserne fra de klassiske riddersæt sammen med de lige så klassiske rumskibssæt.

Udviklingen af et helt nyt Lego-univers som Nexo Knights er imidlertid ikke nogen tilfældig proces, så det er på ingen måde et uheld, at fortid og fremtid mødes.

”Vi havde en vision om at opgradere ridderuniverset, og ville gerne se, hvad der sker, når fortid og fremtid kombineres. Det at sætte modsætninger sammen, ting der ikke normalt hører sammen, er super inspirerende for design og udvikling. Det skaber et nyt univers og får os til at tænke nye tanker,” fortæller Joakim Kørner Nielsen, chef for design teamet bag Nexo Knights, til SkalViLege.Nu.

Han har i selskab med Daniel Mathiasen, ansvarlig for den digitale udvikling på Nexo Knights, sagt ja til at fortælle lidt om tankerne og arbejdet bag Nexo Knights.

   Læs også: Lego Chima: Heltemodige løver og grumme krokodiller

Riddere med teknologi er spændende

Allerede meget tidligt i arbejdet med nye Lego-universer udformer designerne såkaldte artboards – tegninger der indfanger ideer, situationer, figurer med videre, som muligvis kommer til at indgå i de kommende produkter. Det sker for at teste koncepterne blandt fokusgrupper af børn i den rette målgruppe.

Legos designere vil gerne høre de historier, som tegningerne inspirerer børnene til. Hvilke ideer og tanker der opstår. Hvem børnene forstiller sig er helte og skurke, og hvem der kæmper med eller mod hinanden. Det er den bedste måde for designerne at validere, om deres ideer er noget værd.

”Børnene ser slet ikke de samme barrierer, som vi gør. For dem fungerer leg på tværs af fortid og fremtid helt fint – de synes riddere med teknologi er spændende. Så for os har det meget handlet om at finde den rette balance, hvor ridderne ikke bliver så futuristiske, at de ikke er til at genkende,” siger Joakim Kørner Nielsen.

PrintEn anden balancegang har handlet om humoren i Lego Nexo Knights – særligt i tegnefilmene – hvor den velkendte Lego-humor både har skullet fastholdes men samtidig vægtes på en ny måde i forhold til for eksempel Legends of Chima.

”Det er spændende at se, at børn ikke leger humor. Humor inspirerer og motiverer dem – men de leger ikke humor,” lyder det fra designeren.

   Læs også: Farvestrålende ninjaer og grumme skeletter

 

Alle er velkomne i legen, uanset om de spiller eller bygger med klodser

For at fastholde balancen mellem fortid og fremtid benytter Lego Nexo Knights sig blandt andet af veletablerede ikoner som troldmanden, der hjælper ridderne med at blive klar til nye eventyr. Det skaber så samtidig forbindelsen til det digitale univers omkring Nexo Knights, fordi troldmanden så at sige skal downloade de såkaldte tech-powers.

Lego Nexo KnightsLego Nexo Knights er nemlig fra starten skabt med en ambition om at kunne fungere på tværs af medier og måder at lege på. Børnene har, uanset om de ankommer til Nexo Knights-universet via klodserne, tegnefilmene eller spillene mulighed for at samle riddernes forskellige tech-powers og dermed kan de lege sammen, bytte powers med videre.

”Tingene bliver født sammen, og det opstår der en god kreativ energi omkring. Lego er selvfølgelig et fysisk firma, og alting starter og slutter med Lego-klodsen uanset om designerne har en digital eller fysisk baggrund. Men vi har inspireret hinanden undervejs i processen,” fortæller Daniel Mathiasen.

Fremtidsplanerne for Nexo Knights kan designerne imidlertid ikke sige noget konkret om.

”Vi håber selvfølgelig at det går godt, og at Nexo Knights bliver et flerårigt tema. Vi kan ikke sige noget om, hvor det bevæger sig hen, men vi kan sige så meget, at vi har lagt en masse energi og hjertebold i det her,” lyder det afslutningsvis.

 

Kommentarer

Skrevet af

Thomas Berger

REDAKTØR: Har igennem en årrække skrevet om alt fra computerspil og forbrugerelektronik til tegneserier og ikke mindst legetøj i både aviser og magasiner, og besøger hellere legetøjsbutikker end museer på en ferie. Far til to.

    Tags: , , , , , ,