Anmeldelse: Lego Ideas: Maze er en fin nyfortolkning af en legetøjsklassiker Anmeldelser

Det seneste Lego Ideas-sæt puster nyt liv i et 70 år gammelt stykke legetøj

Historien om det seneste Lego Ideas-sæt Maze starter egentlig ikke med den danske Lego-klods, men har i stedet sit udspring i Sverige.

Det er nemlig 70 år siden, at den svenske legetøjsproducent Brio lancerede det klassiske labyrintspil, hvor en stålkugle skal styres gennem en labyrint uden at falde i hullerne undervejs.

Og det er det spil, som den amerikanske Lego-entusiast Jason Alleman var inspireret af, da han i 2012 lagde sit projekt Maze online på Lego Ideas-websiden.

 

Labyrinten var længe undervejs

Som med alle Lego Ideas-projekter kræves det, at et projekt opnår 10.000 stemmer fra websidens brugere, før det ryger videre til Legos bedømmelsesudvalg. Her vurderes det om sættet skal sættes i produktion på baggrund af blandt andet rettigheder, lege- og byggekvaliteter samt kommercielt potentiale.

Jason Allemans Maze-projekt opnåede 10.000 stemmer i september 2014, og fik det endelige grønne lys fra bedømmelsesudvalget i midten af 2015. Hvorefter Legos egne designere udformede den endelige udgave baseret på projektet. Så Lego Ideas: Maze-sættet har været længe undervejs.

Her på SkalViLege.Nu har vi tidligere skrevet om Jason Allemans Lego Mindstorms-printer, og generelt kan det anbefales at slå et smut omkring hans webside Jkbrickworks.com, hvor der blandt andet kan downloades byggevejledninger til andre af hans mildest talt kreative Lego-konstruktioner.

 

Konstruktionen er fascinerende og spændende

Jason Alleman fortæller indledningsvis i byggevejledningen til Lego Ideas: Maze, at han aldrig selv har ejet den oprindelige legetøjslabyrint fra Brio, men at han altid har været fascineret af, hvordan ting fungerer.

Netop fascinationen af hvordan hele konstruktionen under labyrinten er sat sammen og fungerer, er det mest dragende element, efterhånden som Lego-versionen tager form. Det er ganske enkelt spændende at bygge.

Brugen af farvede Lego-klodser i konstruktionen gør det enkelt at orientere sig i forhold til, hvilke klodser der hører hjemme hvor. Og efterhånden som tandhjul og aksler finder deres plads, åbenbares de teknisk fine løsninger.

Der følger fire kugler, som reelt er Lego-fodbolde, med til labyrinten, og der er en lille æske til at gemme dem væk i. En æske, der sammen med en tilhørende klods, også benyttes til at låse og stabilisere spillet, når det ikke er i brug.

 

Spillefladen er heldigvis under evig ombygning

Færdigbygget måler Lego Ideas: Maze 7 x 27 x 26 centimeter – og er således lige præcis halvanden centimeter for bred til at passe ned i sin kasse. Det er sådan en virkelig ærgerlig lavpraktisk designbeslutning, som irriterer når legetøjet skal pakkes væk.

I praksis fungerer labyrinten som tiltænkt, og kuglen kan navigeres fra start til mål ved at dreje på de to håndtag og vippe spillefladen. Udfordringen er, at spillefladen ikke kan vippe helt lige meget i alle fire retninger – det tillader konstruktionen ikke.

Men til forskel fra den oprindelige model i træ, så lægger Lego Ideas: Maze naturligt op til, at spillefladen skal leges med og bygges om. Byggevejledningen har forslag til yderligere fire labyrinter udover klassikeren, og der er endnu flere at finde rundt omkring på internettet, hvis egen fantasi og byggeevner ikke slår til.

Og lige præcis det at spillepladen kan bygges om så nemt, og kan være alt fra ordinære labyrinter til omfattende Lego-landskaber baseret på såvel ren rå fri fantasi som nogle af de mange fiktionsuniverser, der ligger til grund for forskellige Lego-sæt. Det er fantastisk.

 

Lego Ideas: Maze
Produktnummer: 21305
Pris: 649 kr.

 

 

 

 

[Tilføjelse 30. august 2016]

Pop-Up bøger i Lego

Hvis du synes om Lego Ideas: Maze, så kan vi kun anbefale at du tager et kig på Jason Allemans seneste Lego Ideas-projekt med pop-up bøger i Lego. Tag et kig på videoen herunder:

Kommentarer

Skrevet af

Thomas Berger

REDAKTØR: Har igennem en årrække skrevet om alt fra computerspil og forbrugerelektronik til tegneserier og ikke mindst legetøj i både aviser og magasiner, og besøger hellere legetøjsbutikker end museer på en ferie. Far til to.

    Tags: , , , , , , , , , ,