Disney trækker stikket på Disney Infinity Nyheder

Disney opgiver Toys-to-Life markedet og dropper selv at udvikle spil

Det er ikke meget mere end to måneder siden, at Disney Interactive kunne fortælle om selskabets fortsatte dedikation til Disney Infinity hvilket blandt andet indebar udgivelsen af hele fire nye Play Sets til det seneste Disney Infinity 3.0.

I dag er stemningen en noget anden, da Disney Interactive i en pressemeddelelse kan fortælle, at Disney fremover udelukkende vil basere spiludgivelser på licensaftaler med andre spiludgivere fremfor selv at være spiludgiver.

   Læs også: Disney Infinity 3.0 for begyndere

Det er en forretningsmodel, som for eksempel Lego allerede benytter med stor succes – og den er heller ikke ny for Disney, der allerede i forbindelse med Star Wars-spil har en sådan en aftale på plads med spiludgiveren Electronic Arts.

 

Endnu to Disney Infinity Play Sets på vej

Resultatet af denne beslutning indebærer, at Disney lukker deres spiludviklerstudie Avalanche Software, der står bag Disney Infinity-serien. Det betyder ikke kun et stop for selve spilserien, men også at omkring 300 mennesker mister deres job.

”Det var en svær beslutning, som vi ikke har taget let på taget i betragtning af kvaliteten af Disney Infinity og spillets mange passionerede fans,” lyder det fra Jimmy Pitaro, der er chef for forbruger og interaktive produkter ved Disney.

Det er fortsat planen at udgive to af de planlagte Play Sets til Disney Infinity 3.0. Det første er baseret på filmen Alice i Eventyrland: Bag spejlet, som får dansk premiere den 26. maj. Mens det andet er tilknyttet den kommende Pixar-film Find Dory, der kommer i biograferne den 25 august.

Disney har endnu ikke meldt ud, hvordan eller om de vil supportere Disney Infinity fremover – det er derfor uklart hvad fremtiden er for spillets onlinefunktioner og ikke mindst det omfattende katalog af brugerskabt indhold til Disney Infinity spiltypen Toy Box.

Kommentarer

Skrevet af

Thomas Berger

REDAKTØR: Har igennem en årrække skrevet om alt fra computerspil og forbrugerelektronik til tegneserier og ikke mindst legetøj i både aviser og magasiner, og besøger hellere legetøjsbutikker end museer på en ferie. Far til to.

    Tags: , , ,