Playmobil skal lave Ghostbusters-legetøj Nyheder

Playmobil Ghostbusters

For første gang producerer Playmobil legetøj på licens

Playmobil har indgået et overraskende licenssamarbejde med filmselskabet Sony omkring en ny legetøjslinje baseret på den 30 år gamle filmklassiker Ghostbusters. De nye produkter forventes klar i butikkerne fra tidlig sommer 2017.

Det er så samtidig første gang, at Playmobil, siden det i dag ikoniske legetøj blev lanceret i 1974, sådan for alvor begiver sig ind på markedet for licensproduceret legetøj.

Da SkalViLege.Nu for et par år siden interviewede Playmobils øverste chef Andrea Schauer, lå tanken om at lave legetøj på licens hende imidlertid meget fjern:

”Så længe børn stadig har deres egen fantasi og kan finde på deres egne åbne historier, så er det det, vi helst vil have. Måske når vi en dag et punkt, hvor vi har brug for nyt brændstof til vores legetøjsideer, men  lige nu vil vi gerne gøre det helt på vores egen måde,” fastslog Schauer dengang.

 

Playmobil har allerede flirtet med licenser

Den tyske legetøjsproducent har dog flere gange tidligere i forbindelse med VM i fodbold, produceret Playmobil-fodboldspillere iført de deltagendes landsholds trøjer. Ligesom der for eksempel også er produceret et par særlige Playmobil-sæt i samarbejde med Rijksmuseum Amsterdam.

Ligesom Playmobil tidligere i år indgik et samarbejde med den amerikanske legetøjsproducent Funko, der gav Funko lov til at producere en helt nye serie af Playmobil-figurer rettet mod voksne samlere.

   Læs også: Playmobil indgår historisk samarbejde med Funko

”Vi er begejstrede for at samarbejde med Sony Pictures om at lancere denne nye linje af legetøj. Ghostbusters temaet vil berige vores leg og samtidigt give en helt ny legeoplevelse,” lyder det fra Silke Heinrich, medlem af Playmobils Executive Board, i den officielle pressemeddelelse: “Denne licenslinje af legetøj er en vigtig milepæl for vores brand, som vil gøre nye og gamle fans endnu mere begejstrede for Playmobil. Det er som at bygge en bro mellem børn og deres forældre, som begge elsker de episke historier fra deres Playmobil og Ghostbusters helte.”

Det endelige design af den kommende Playmobil Ghostbusters legetøjslinje ligger endnu ikke fast, men herunder kan du se teaser traileren for de nye produkter.

Kommentarer

Skrevet af

Thomas Berger

REDAKTØR: Har igennem en årrække skrevet om alt fra computerspil og forbrugerelektronik til tegneserier og ikke mindst legetøj i både aviser og magasiner, og besøger hellere legetøjsbutikker end museer på en ferie. Far til to.

    Tags: , ,