Her er årets bedste brætspil – Guldbrikken 2016 uddelt Nyheder

Den danske brætspilspris Guldbrikken hylder ravnerok og cowboys

Hvad end vi vil det eller ej, så er efteråret og vinteren på vej – og det betyder masser af aftener og weekender, hvor vejret indbyder til at spille brætspil sammen.

For ottende gang den årlige danske brætspilspris Guldbrikken blev tildelt årets bedste brætspil i fire kategorier. Modtagerne blev i dag afsløret under popkultur-festivalen Comic Con i Bella Centret.

“Brætspil er ikke kun inddragende underholdning og u-digital hygge med familien, men kan også ses som en social brobygger mellem generationer, hvor alle samles for en stund i et frirum med plads til spil og leg. Formålet med Guldbrikken er at sætte fokus på de nyeste, sjoveste og mest nyskabende brætspilsoplevelser, der findes på det danske marked”, siger juryformand Thomas Vigild.

   Læs også: SkalViLegeNu anmelder brætspil

 

Uvildig jury gennemspiller alle brætspil

Guldbrikken er en uvildig og non-profit jurybaseret pris, hvor den uafhængige og uvildige jury består af syv spilkritikere og -udviklere fra Danmarks Radio, Berlingske, Politiken, Weekendavisen samt spiludvikleren Cape Copenhagen og medlemmer fra Danmarks to største brætspilsforeninger Consim og Københavns Brætspilsklub.

Jurymedlemmerne har i år har skullet prøvespille 47 nye brætspil indsendt til konkurrencen og nominere fire spil i hver af de fire kategorier Børn-, Familie og Voksen samt Selskabsspil. Juryen uddelte i år også en specialpris.

 

Du kan se alle prismodtagerne herunder:

Årets Børnespil 2016

Ravnerok
Fra 4 år. 2 spillere.
Udviklet af Marco Teubner.
Udgivet af Four Esses.

Ravnerok er en suveræn blanding mellem held og taktik, og er samtidig en sjældenhed, da er et børnespil bygget for kun to spillere. Den lodrette spilleplade med søde træ-ravne er fængslende og original, og spændingen er høj, idet både bluff, held og hukommelse er afgørende.

 

Årets Familiespil 2016

Flick ‘em Up!
2-10 spillere fra 8 år.
Udviklet af Gaëtan Beaujannot & Jean Yves Monpertuis.
Udgivet af Enigma Distribution.

Byg først en filmisk western-scene midt på stuebordet. Gå så i gang med skarpe knipse-dueller. Flick ‘em Up! er inddragende, fængslende og legende fantasifyldt wild western-action på tværs af alder og køn, når spillerne rent fysisk knipser hinandens sheriffer eller desperadoer ud af banen.

 

Årets Voksenspil 2016

Codenames
2-8 spillere fra 14 år.
Udviklet af Vlaada Chvátil.
Udgivet af Enigma Distribution.

I Codenames handler det om at arbejde sammen, opfinde og afkode kreative kodeord, der skal være de skarpeste fællesnævnere mellem vidt forskellige ord på bordet. Et genialt tænkt, anderledes udfordrende og dybt socialt voksenspil, hvor spillerne får indblik i både egne og andres associations-evner.

 

Årets Selskabsspil 2016

Skæg & Skøre Briller
3-8 spillere fra 8 år.
Udviklet af Lindemann Creative Minds.
Udgivet af Game InVentorS.

Quiz-spil handler oftest alene om rå paratviden, men danske Skæg & Skøre Briller gør stemningen omkring bordet til det vigtigste, og særligt at børn og voksne kan dyste i forskellige sværhedsgrader. Spillets stærke variation i udfordringer og fokus på selskabsleg gør det til et socialt inddragende selskabsspil for hele familien.

 

Juryens Specialpris 2016

Pandemic Legacy: Season 1
2-4 spillere fra 13 år.
Udviklet af Rob Daviau og Matt Leacock
Udgivet af Z-man Games.

Pandemic Legacy: Season 1 bygger på klassikeren Pandemic (Juryens Specialpris 2015) fra 2007, hvor spillerne i fællesskab forsøger at holde fire sygdommes fremmarch tilbage og opfinde vacciner, inden tiden rinder ud. Denne nye “Legacy”-udgave er en del af et nyt fænomen inden for brætspil, hvor både reglerne, spillebrættet, kortene og komponenterne ændrer sig permanent fra spil til spil – hele tiden baseret på spillernes valg, succeser eller fejltagelser undervejs. Dette skaber en ny måde at spille brætspil på, hvor spiloplevelsen bliver langt mere intens og bliver en ny interaktiv fortælleform, der former sig efter spillernes beslutninger med plottwists, overraskelser og nye side-historier, mens spillet skrider frem.

 

 

Kommentarer

Skrevet af

Thomas Berger

REDAKTØR: Har igennem en årrække skrevet om alt fra computerspil og forbrugerelektronik til tegneserier og ikke mindst legetøj i både aviser og magasiner, og besøger hellere legetøjsbutikker end museer på en ferie. Far til to.

    Tags: , , , , , , , , , ,