Sådan træner du din Playmobil-drage Nyheder

Playmobil indgår licensaftale med DreamWorks Animation

Playmobil har altid været glade for og gode til at producere drager, og til efteråret 2017 sætter et nyt kuld kurs mod legetøjsbutikkerne. Men som noget helt nyt er dragerne denne gang, takket være en licensaftale med DreamWorks Animation, baseret på de to Sådan træner du din drage-tegnefilm.

   Læs også: Playmobil skal lave Ghostbusters-legetøj

Det er anden gang inden for blot tre måneder, at Playmobil overraskende bryder med over 40 års tradition for udelukkende at producere deres helt egne legeuniverser frem for licensbaseret legetøj.

Den tyske legetøjsproducent har allerede en licensaftale med filmselskabet Sony omkring en ny serie produkter baseret på den filmklassikeren Ghostbusters, som forventes i butikkerne i sommeren 2017.

“Vi er spændte på at vække en verden af Sådan træner du din drage til live som Playmobil-legetøj. Den episke fortælling med sine henrivende karakterer og fantastiske landskaber er helt perfekt til at inspirere til timevis af leg og fantasifulde rollespil,” udtaler Silke Heinrich, medlem af Playmobils bestyrelse i en pressemeddelelse.

Playmobil har endnu ikke løftet sløret for designet af deres kommende Sådan træner du din drage-legetøjssæt, men med en lancering i slutningen af 2017 ankommer det nye legetøj i rigelig tid før den tredje og sidste Sådan træner du din drage-tegnefilm efter planen får premiere i biograferne midt i 2018.

   Læs også: Playmobil indgår historisk samarbejde med Funko

 

Kommentarer

Skrevet af

Thomas Berger

REDAKTØR: Har igennem en årrække skrevet om alt fra computerspil og forbrugerelektronik til tegneserier og ikke mindst legetøj i både aviser og magasiner, og besøger hellere legetøjsbutikker end museer på en ferie. Far til to.

    Tags: , , ,