Anmeldelse: Caterham Seven 620R fra Lego Ideas er tiltænkt bilentusiasten Anmeldelser

Den klassiske engelske sportsvogn Caterham Seven 620R tager sig godt ud i Lego-klodser

I virkelighedens verden har sportsvognen Caterham Seven 620R en tophastighed på 250 kilometer i timen. Helt så hurtigt går det heldigvis ikke for udgaven i Lego, der er det seneste sæt fra Lego Ideas.

”En af de mest spændende køreoplevelser jeg har haft, var på en bane i en Caterham Seven. Fordi bilen ikke vejer særlig meget, er den brutalt hurtig og vældig sjov at sidde i. Det ramte virkelig noget i mig, som jeg aldrig har glemt.”

Sådan fortæller Lego-entusiasten Carl Greatrix i byggevejledningen til Lego Ideas: Caterham Seven 620R om årsagen til, at det netop blev denne sportsvogn, som han lagde op som projekt på Lego Ideas websiden.

 

Caterham Seven 620R slap gennem nåleøjet

Carl Greatrix Lego Ideas-projekt opnåede de nødvendige 10.000 stemmer fra brugerne på Lego Ideas-websiden i løbet af 2015, og gik videre til Legos bedømmelsesudvalg, der lod Caterham Seven 620R slippe gennem nåleøjet i starten af 2016.

Det netop lancerede sæt er således baseret på Carl Greatrix projekt, men det endelige design af Caterham Seven 620R er lagt i hænderne på Lego-designer Henrik Andersen. I byggevejledningen fortæller han, at det krævede yderligere fem eller seks udgaver af bilen, før resultatet var som ønsket.

   Læs også: Den moderne storby destilleret til Lego-klodser – interview med Henrik Andersen

 

Caterham Seven 620R bugner af fine detaljer

Resultatet er så en sportsvogn, som er vældig sjov at konstruere, fordi den byder på en række byggetekniske krumspring for at opnå de rene linjer i bilens design.

Samtidig bugner modellen af fine detaljer. Motorhjelmen kan tages af, så der er kig ned til en motor, som fans af virkelighedens Caterham Seven 620R givetvis vil kunne nikke genkendende til.

Rattet sidder selvfølgelig til højre i bilen, og instrumentbrættet har fine runde instrumenter. Side- og bagspejl er på plads, klassiske runde forlygter titter frem og bagpå er der endda husket et benzindæksel.

Rent praktisk er det rart, at bilen har et fungerende bagagerum, hvor de fødder, som modellen står på, når den placeres på en reol, kan gemmes væk når der skal leges med bilen.

Men til en pris på knap 700 kroner, så er dette Lego-sæt selvfølgelig i højere grad rettet mod voksne bilentusiaster, end det er tænkt til rent faktisk at lege med.

 

Lego Ideas: Caterham Seven 620R
Produktnummer: 21307
Pris: 699 kr.

Kommentarer

Skrevet af

Thomas Berger

REDAKTØR: Har igennem en årrække skrevet om alt fra computerspil og forbrugerelektronik til tegneserier og ikke mindst legetøj i både aviser og magasiner, og besøger hellere legetøjsbutikker end museer på en ferie. Far til to.

    Tags: , , , , , , , ,