fbpx

Stortest – 18 pakkekalendere med legetøj til juledagene

/
/
img

Vi har åbnet alle lågerne i årets julekalendere – find den bedste til netop dit barn?

De 24 dage frem mod jul kan synes at snegle sig afsted, når de betragtes fra børnehøjde. Til gengæld kan udsigten til at åbne den daglige julekalenderlåge få selv meget dyneglade unger til at springe ud af sengen hver morgen.

Vi har hevet stort set samtlige julekalendere med legetøj ned fra butikkernes hylder, og taget et kig på, hvad der gemmer sig bag lågerne. For nok ligger de fleste af pakkekalenderne i samme prisniveau, men der er stor forskel på kvaliteten af indholdet.

Hvor vi almindeligvis har et børnepanel til at hjælpe med vurderingen af produkterne i en test, så er dette ikke tilfældet med julekalenderne. Det ville ikke være rimeligt at fratage børn magien ved at åbne 24 låger frem til jul, derfor er kalenderne i stedet blevet vurderet med forældreøjne med blik på fordelingen af legetøjet, dets kvalitet og legemuligheder.

 

 

ramasjang-pakkekalenderRamasjang Pakkekalender

De 24 daglige legetøjsgaver i Ramasjang-kalenderen hænger sammen med de programmer og figurer, som børnene allerede kender fra fjernsynet. Således giver det god mening med for eksempel Rosa-bageforme, Onkel Reje pruttepude eller en Ramasjang Mysteriet spionpen.

Generelt er kvaliteten af gaver i orden med en god balance mellem de lidt større gaver og mere ydmyge ting som klistermærker og refleksbrikker. Hver gavepose indeholder også en lille Ramasjang-figur i pap, hvor det umiddelbart er tanken, at de kan stå på en lille knækfod og fungere i en leg på æskens låg. Det fungerer bare ikke, men heldigvis kan figurerne også benyttes som klistermærker.

Alle 24 gaver er i gaveposer forsynet med et lille hul i øverste hjørne, så det er nemt at bruge dem til en helt almindelig pakkekalender. Og lige et godt tip til den 24. – sørg for at have en AA-batteri i huset, så kalenderens sidste gave kan komme i brug.

Konklusion: Gaverne er gode ligesom fordelingen af dem i løbet af de 24 dage er i balance. Samtidig er der fin sammenhæng mellem pris og indhold.

 

Ramasjang Pakkekalender
Set til: 199,00 kr.

 

 

lego-star-wars-julekalenderLego Star Wars julekalender

De 24 låger i Legos julekalender fra en galakse langt, langt borte byder i hovedtræk på tre forskellige typer af indhold: Minifigurer, mini fartøjer og rekvisitter fra Star Wars-universet.

I alt dukker der otte minifigurer samt en enkelt kampdroide op i løbet af julemåneden her i blandt Luke Skywalker, U-3PO samt en helt særlig juleversion af Chewbacca. Minifartøjerne kommer blandt andet omkring klassikere som Slave 1, Republic Cruiser og Droid Gunship.

Byggevejledninger til de enkelte dages indhold sidder på lågernes inderside, og er for hovedparten enkle at gå til. Der kan være nogle af de 24 byggeprojekter, hvor der lige er behov for hjælp fra en voksen til at gennemskue, hvilke klodser der hører til hvor.

Konklusion: Lego Star Wars julekalender inviterer mere til konstruktions- end rolleleg, da der ikke er nogen historie, som binder indholdet sammen. Perfekt til de børn, som primært sætter pris på at bygge og udstille modellerne.

 

Lego Star Wars julekalender
Set til: 250,00 kr.
Testeksemplar stillet til rådighed af Lego

 

 

lego-city-julekalenderLego City julekalender

I Lego City er der julehygge på byens torv, hvor der i løbet af de 24 dage dukker i alt syv minifigurer op bag lågerne – to brandmænd, en vulkanarbejder og en vulkaneventyrer, to ishockeyspillere samt selvfølgelig julemanden. Og hans hund.

Resten af dagene byder på blandt andet Juletræ, fjernstyret helikopter, snescooter, småkagebod med mere. Nogle af byggeprojekterne er større, mere udfordrende og sjovere end andre. Byggevejledningen er trykt på lågernes inderside, men der kan fra tid til anden være behov for voksenhjælp til at overskue dem.

Der er en god fordeling af indholdet i de 24 låger, og samtidig en fornemmelse af sammenhæng, så konstruktionslegen også kan forlænges med rollelege.

Konklusion: Der er noget velkendt, meget Lego-klassisk og derfor trygt over indholdet i City-kalenderen, der dagene igennem byder på god variation.

 

Lego City julekalender
Set til: 180,00 kr.
Testeksemplar stillet til rådighed af Lego

 

 

lego-friends-julekalenderLego Friends julekalender

Julehyggen i Heartlake City er flyttet indenfor i dagligstuen hos Friends-pigerne Emma og Naomi, der er de to eneste figurer i kalenderen.

Resten af indholdet udgøres af alt fra musikinstrumenter til kamin, juletræ og alt det andet, der skal til for at opbygge den hyggelige julestue. Desværre er der alt for mange dage, hvor lågernes indhold ikke blot er tamt, men også er blottet for byggeudfordringer.

Så underholdende er det heller ikke at skulle bygge småborde eller julegavekasser. Eller at åbne lågen hvor der blot ligger en hel pose med Lego-bestik og –tallerkener. Alt for mange byggeprojekter er så lette, at byggevejledningerne på lågernes inderside er overflødig.

Til gengæld inviteres barnet til at lægge vejen omkring Legos webside de tre første søndage i december samt juleaften, hvor der online vil ligge byggevejledninger, som gør brug af alle ugens klodser. En rigtig god videreudnyttelse af Friends-kalenderens indhold.

Konklusion: Friends-julekalenderen er tiltænkt de børn som sætter større pris på rolle- end konstruktionslegen, men selv med dette for øje er indholdet i alt for mange af lågerne for svagt.

 

Lego Friends julekalender
Set til: 180,00 kr.
Testeksemplar stillet til rådighed af Lego

 

 

playmobil-julekalender-skoejteloebPlaymobil: Julekalender Skøjteløb

Kongen, dronningen og den lille prinsesse på skøjter – der er fuld fokus på vintereventyret i Playmobils julekalender, som lægger op til leg alle 24 dage.

Der medfølger en papkulisse, som kan danne ramme om lågernes indhold, samt en byggevejledning. Da denne afslører, hvad de enkelte låger gemmer på, bør den pakkes væk. Kalenderen byder ikke på de store samleudfordringer, men mindre børn kan have brug for voksenhjælp.

Foruden de tre Playmobil-figurer indeholder kalenderen rigtig mange dyr og dyrebørn lige fra vaskebjørne til ræve, egern, kaniner og rådyr. Det hele spiller fint sammen, selvom der er enkelte dage, som gavemæssigt står svagt – som for eksempel en snedrive til montering på en træstamme.  Kalenderen indeholder også et plastikarmbånd

Konklusion: Der er en god sammenhæng og fordeling af indholdet i Playmobils kalender, og de mange dyrefigurer inviterer til mange gode lege.

 

Playmobil: Julekalender Skøjteløb
Set til: 229,00 kr.
Testeksemplar stillet til rådighed af Playmobil

 

 

playmobil-julekalender-politiaktionPlaymobil: Julekalender Politiaktion

Der er ikke meget julestemning over politi og røvere, men til gengæld er det en rigtig god ramme for leg, som julekalenderen fra Playmobil på bedste vis understøtter gennem de 24 dage.

Der medfølger en papkulisse, som legen med lågernes indhold kan udspille sig i, samt en byggevejledning til alle 24 gaver. Da denne også afslører indholdet af de enkelte låger, bør den gemmes væk – men ikke for langt, for der opstår givetvis behov for voksenhjælp med at samle noget af indholdet.

Der er to playmobil-figurer i kalenderen, og udover større gaver som motorcykel og pengeskab (med fungerende kombinationslås og pengesprække, så det kan bruges som sparebøsse), så består indholdet meget af småtterier som værktøj, pengesedler og lignende. Ikke alle gaver er lige store, men alle kan bringe legen videre.

Konklusion: Playmobil leverer i løbet af 24 låger en sammenhængende historie, legeoplevelse og ikke mindst et fungerende pengeskab.

 

Playmobil: Julekalender Politiaktion
Set til: 229,00 kr.
Testeksemplar stillet til rådighed af Playmobil

 

 

schleich-julekalender-dinosaursSchleich julekalender, Dinosaurs

Dinosaurer hører julen til – i hvert fald i Schleichs julekalender, der byder på hele seks forhistoriske plastdyr. Fire af dem i udgaver som kun kan fås i netop denne sammenhæng.

Der er en god fordeling af indholdet gennem de 24 dage lågeåbningen står på, så ikke alle godbidderne er gemt til sidst. Et blik på udformningen og størrelsen af den sidste låge levner dog ikke nogen tvivl om, hvor kalenderens velociraptor befinder sig. Mens det store stegosaurus-fosil er fordelt over tre, på hinanden følgende, låger.

Men der er også et par knap så spændende dage, hvor lågerne byder på engelsksprogede minifaktakort om dinosaurer, klistermærker eller plastikblade til den ikke specielt interessante fortidspalme.

Konklusion:  Kalenderens velociraptor er virkelig en flot udført figur og værd at vente på, men den står også i skærende kontrast til de mere beskedne gavedage.

 

Schleich julekalender, Dinosaurs
Set til: 299,00 kr.
Testeksemplar stillet til rådighed af BR / Toys R Us

 

 

schleich-julekalender-farm-worldSchleich julekalender, Farm World

Bondegården er en god ramme for leg, og i løbet af 24 dage leverer Schleich både bondepige, hund, hundehvalp, hane samt en ko og et gedekid, som begge kun fås i denne julekalender.

Der er intet at udsætte på kvaliteten af Schleichs figurer, og de er jævnt fordelt i lågerne, så der altid er indhold at se frem til. Men det betyder også, at der er knap så spændende dage med for eksempel en bunke æbler eller et tæppe til hundekurven. Og fire dage med hegnsstykker, som, grundet de lågernes udformning, kun er en ”overraskelse” første gang.

Der hvor julekalenderen falder indholdsmæssigt igennem er de to dage hvor lågerne indeholder et lille historiehæfte om livet på bondegården. Ikke blot er hæfterne små, skrifttypen lille og historierne på det meget jævne – de er heller ikke på dansk.

Konklusion: Schleich er særligt gode til at lave dyrefigurer, og bondegården er en god ramme om leg. Men der er for mange dage, hvor lågernes indhold er for sølle, og specielt de to historiehæfter er noget skidt.

 

Schleich julekalender, Farm World
Set til: 299,00 kr.
Testeksemplar stillet til rådighed af BR / Toys R Us

 

 

schleich-julekalender-horse-clubSchleich julekalender, Horse Club

Hestepigen, hendes hest og dennes føl er alle tre figurer, som kun fås i lige netop denne julekalender. I hestestalden gøres de selskab af en kat, og dermed er det også slut med Schleich-figurer bag lågerne.

Det betyder så også, at hovedparten af de 24 juledage byder på udstyr til hestestalden såsom strigler, spand, greb og foder til dyrene. Der er med andre ord rigtig mange dage, hvor gaverne er meget små og beskedne.

Der spædes op med tre små klistermærkeark samt to små historiehæfter. Hvilket kunne have været fremragende, hvis det ikke var fordi hæfterne indholdsmæssigt meget lidt at byde på i ren kvalitet – og derudover ikke er på dansk.

Konklusion: Figurerne er af den velkendte og høje Schleich-kvalitet, og kalenderen sigter mod det hesteglade barn. Men der er mange af de 24 låger, hvor indholdet er meget beskedent.

 

Schleich julekalender, Horse Club
Set til: 299,00 kr.
Testeksemplar stillet til rådighed af BR / Toys R Us

 

 

play-doh-advent-calendarPlay-Doh Advent Calendar

Julemåneden starter hos Play-Doh med fem bøtter modellervoks til ungerne samt en såkaldt legemåtte – en lille A4 plakat trykt på papir med en hård, glat overflade – som kan benyttes til de forestående 24 dages kreationer.

Bag hver af kalenderens låger gemmer sig forme, skabeloner og værktøj til at skabe nye ting i modellervoks. Desværre minder rigtig mange af de små plastikforme om hinanden, og føjer derfor ikke noget særligt nyt til legeoplevelserne.

Undervejs begaves barnet også med blandt andet plastikgevir og plastikvinger, som kan benyttes som dekoration på modellervokskreationerne. Men disse dele er så store og tunge, at indholdet fra flere bøtter skal i brug, før det giver mening at bruge dem.

Konklusion: Play-Doh-kalenderen er en skuffende oplevelse – den har simpelthen ikke nok at byde på. Samtidig er prisen alt for høj i forhold til andre ikke jule-tematiserede Play-Doh-legesæt.

 

Play-doh Advent Calendar
Set til: 249,95 kr.
Testeksemplar stillet til rådighed af BR / Toys R Us

 

 

my-dough-advent-calendarMy Dough Advent Calendar

Det noget ferske og kedelige motiv på modellervokskalenderen My Dough modsvares heldigvis af et indhold, som i løbet af de 24 dage sætter godt gang i den kreative leg med det formbare materiale.

Første låge byder på en bøtte modellervoks, og i løbet af juledagene dukker der yderligere fem bøtter frem – de helt runde låger afslører hvornår. Resten af kalenderens indhold udgøres af forme og udstikkere, ruller, tuber og andet værktøj til skabe modeller med.

Der er generelt en god variation som fordeling af værktøjet, bortset fra at barnet på dag seks og otte begaves med udstansningsskabeloner, som først kan bruges når selve udstansningsmaskinen dukker op den 20. december.

Det er til gengæld herligt at se, at den store afsluttende låge også byder på en stor gave – et kagefad, som kræver voksenhjælp at samle, hvor alle juledagenes kreationerne kan udstilles på.

Konklusion: Ikke verdens kønneste kalender, men det generelt gode flow i gaver og værktøj til modellervoks lægger fint op til kreativ leg i juledagene.

 

My Dough Advent Calendar
Set til: 249,95 kr.
Testeksemplar stillet til rådighed af BR / Toys R Us

 

 

dohvinci-advent-calendarDohVinci Advent Calendar

DohVinci er et modellervoksprodukt rettet mod de lidt større børn. Det er ikke beregnet til at skabe modeller, men benyttes i stedet som dekorationsmateriale på forskellige overflader. Der følger seks tuber med dekorationsmasse samt en dekorationspistol med kalenderen.

Konceptet bag kalenderen er, at barnet fra start får et juletræ i pap, og i løbet af de næste 24 dage dekorerer det med DohVinci-massen. Bag de enkelte låger gemmer sig så dels værktøj til at arbejde mere med dekorationsmaterialet, dels yderligere julepynt i pap, som kan dekoreres og sættes på træet.

Der er derfor flere dage, hvor indholdet bag lågen blot er en lille, skuffende, stjerne eller lignende i pap. Bliver barnet bidt af en gal dekorationsnisse, så holder de seks tuber med DohVinci-masse ikke hele vejen til juleaften.

Konklusion: DohVinci er et godt produkt til kreative børn, men fungerer bedre i de regulære sæt, der allerede findes på legetøjsbutikkernes hylder, end som julekalender.

 

DohVinci Advent Calendar
Set til: 299,00 kr.
Testeksemplar stillet til rådighed af Hasbro

 

 

hama-advent-calendarHama Advent Calendar

Plastikperlerne fra Hama er en sand klassiker, som i sin enkelhed byder på mange muligheder for kreativ udfoldelse. Derfor er det ærgerligt at se, at Hama i den visuelle udformning af deres julekalender har ladet hånt om det kreative, og blot benyttet en fantasi- og atmosfæreforladt metervaretegning.

Kalenderen består af to dele. Dels en traditionel lågekalender, hvor hver dag afslører et nyt styk julepynt, som barnet kan konstruere i perler. Dels af en kasse som indeholder fem af de små perleplader, to poser med perler, strygeark samt standere til de færdige julekreationer.

Konceptet er enkelt grænsende til det ensformige, men det kommer selvfølgelig an på, om barnet har det fint med en daglig perlepladeudfordring. I så fald skal forældre berede sig på at skulle have strygejernet frem med jævne mellemrum, da der er behov for selve perlepladerne flere gange i løbet af de 24 dage.

Konklusion: Rent visuelt er Hamas kalender ikke nogen julefest, men kalenderen giver sig heller ikke ud for at være mere end den er. En daglig perlepladeudfordring til perleglade børn.

 

Hama Advent Calendar
Set til: 179,95 kr.
Testeksemplar stillet til rådighed af BR / Toys R Us

 

 

trolls-advent-calendarTrolls Advent Calendar

Der er langt fra de originale Gjøl-trolde til indholdet i Trolls-julekalenderen, der tager sit afsæt i den nye animationsfilm, og, som der står på kalenderens front, leverer 24 accessories til små piger.

Børnene kan se frem til 24 dage med blandt andet hårpynt, hårspænder, hårbånd, plastikringe – alle i to eksemplarer. Så hvis disse gaver bragte lykke i første omgang, så er der komplette sæt af det hele at se frem til inden juleaften. Men gentagelserne i gaver kan for nogle børn også være en skuffelse.

Kalenderen byder derudover på kam, spejl, vaskeklud, armbånd og klistermærker alt sammen i lyserøde og lilla nuancer. Og alt sammen i en vel rigelig billig plastkvalitet.

Konklusion: Barnet kan se frem til 24 dage med accessories, der nok er Trolls-tematiseret, men ikke i en produktionskvalitet, der synes at kunne overleve måneden ud.

 

Trolls Advent Calendar
Set til: 149,95 kr.
Testeksemplar stillet til rådighed af BR / Toys R Us

 

 

frozen-advent-calendar-magic-of-the-northern-lightsFrozen Advent Calendar: Magic of the Northern Lights

Disney-eventyret om Anna og hendes ’koldblodige’ søster Elsa har været et af de mest populære legeuniverser, siden animationsfilmen Frost fik premiere i 2013. Hovedattraktionen i Bullylands julekalender er således de veludførte plastfigurer af henholdsvis filmens to hovedpersoner samt Kristoff, rensdyret Sven og selvfølgelig snemanden Olaf.

Mens selve plastfigurerne er af høj kvalitet, så stritter resten af kalenderens indhold lidt i alle retninger både tematisk og i udførsel. Øvrige elementer fra filmen, som for eksempel Elsas trone, som den faststøbte figur ikke kan sidde i, og en kamin, er for eksempel blot papmøbler, som skal folde og samles uden byggevejledning. Voksenhjælp er nødvendigt her.

Derudover byder kalenderen blandt andet på farveblyanter, glaskugler, klistermærker, puslespil og til/fra-kort – gaver hvis succesrate ikke altid er helt i top.

Konklusion: I alt fem Bullyland-figurer er højdepunkterne i julekalenderen, men de står i kontrast til resten af indholdet, som i sammenligning er skuffende og tamt.

 

Frozen Advent Calendar: Magic of the Northern Lights
Set til: 299,95 kr.
Testeksemplar stillet til rådighed af Enigma Distribution

 

 

my-little-pony-advent-calendarMy Little Pony Advent Calendar

Det er fascinerende og dragende når en julekalender som My Little Pony-kalenderen har en enkelt låge, den 15. december nærmere bestemt, som er meget større end alle de andre. Men medmindre barnet virkelig har ønsket sig et ”forstyr ikke”-skilt til værelsesdørens håndtag, så skal der etableres forventningsafstemning fra julemånedens start.

Udover en enkelt lille og lidt sølle My Little Pony-figur består indholdet i kalenderen af hårspænder, hårpynt, hårbånd og plastikringe– alt sammen i to til fire eksemplarer fordelt ud over hver sine låger. Samt tilhørende accessories som kam, spejl, armbånd og halskæde. Det hele i en plastkvalitet, som næppe har lang levetid på børneværelset.

Konklusion: My Little Pony er visuelt nuttet og passer tematisk fint til de 24 lågers gaver, men produktionskvaliteten og variationen i indholdet er for lav.

 

My Little Pony Advent Calendar
Set til: 199,95 kr.
Testeksemplar stillet til rådighed af BR / Toys R Us

 

 

finding-dory-advent-calendarFinding Dory Advent Calendar

De traditionelle 24 låger er i Find Dory-julekalenderen erstattet af 24 små gaveæsker. Det er i sig selv en godt koncept, fordi det hver dag føles lidt mere som at pakke en gave op.

Samtidig kan de små æsker, eller skuffer, vendes en halv omgang, hvor de så danner et knap så julet motiv uden numre på æskerne. På den måde kan julekalenderen leve videre efter jul som et lille opbevaringsmøbel.

Det bedste indhold de 24 dage er seks Bullyland-plastfigurer baseret på animationsfilmens figurer – disse er af god materiale- og designkvalitet, og suppleres af blandt andet yderligere seks mikrofigurer, puslespil, huskespil, klistermærker, pyntefigurer, farveblyanter og glaskugler.

I hovedparten er der en god fordeling af indholdet i kalenderen – men der er stor kontrast mellem de dage, hvor æsken gemmer på en plastfigur og så dagen med tre til-og-fra kort.

Konklusion: Det er en rigtig fin idé, at kalenderen også kan fungere som opbevaringsmøbel efter jul. Indholdet er generelt i orden, men det er de seks, store plastfigurer fra Find Dory-filmen, som er hovedattraktionen.

 

Finding Dory Advent Calendar
Set til: 299,95 kr.
Testeksemplar stillet til rådighed af Enigma Distribution

 

 

xl-adrenalyn-advent-calendarXL Adrenalyn Advent Calendar

December står i boldens tegn – i hvert fald hvis barnet er glad for fodbold og måske allerede er i gang med at tilegne sig en samling af XL Adrenalyn-fodboldkortene.

XL Adrenalyn-julekalenderen er med en størrelse på 48 x 60 centimeter stor at have med at gøre, og den savner lidt julestemning i sin visuelle udførsel. Til gengæld byder alle 24 låger på nye fodboldkort, og da fodboldspillerne på de enkelte låger ikke umiddelbart har direkte sammenhæng med lågens indhold, er der gjort klar til en daglig overraskelse.

I alt indeholder kalenderen seks booster-pakker, 12 specialkort og otte limited edition kort.

Konklusion: XL Adrenalyn-julekalenderen giver, ikke overraskende, god mening for netop de børn, som er glade for fodbold og samlekort. Så pyt med det ikke er så julet.

 

XL Adrenalyn Advent Calendar
Set til: 199,95 kr.
Testeksemplar stillet til rådighed af Enigma Distribution

 

This div height required for enabling the sticky sidebar
Ad Clicks : Ad Views : Ad Clicks : Ad Views : Ad Clicks : Ad Views :