Test: Lego Nexo Knight på larvefødder Test

Borgbyggeri med heltene fra Lego Nexo Knight byder på leg i timevis

Lego Nexo Knight-sættet Fortrex er med sine 1.140 klodser et stort byggeprojekt, der for SkalViLege.Nu’s ti-årige legetøjstester Mikkel strakte sig ud over omkring syv timer fordelt over et par dage.

Han kendte godt Lego Nexo Knight-universet på forhånd, og var svært tilfreds med sættet udvalg af minifigurer, der består af Clay Moorington, Aaron Fox, Axl, robotkokken Eclair samt en askeangriber og to susere.

   Læs også: Fortiden møder fremtiden i Lego Nexo Knights

 

Svært at deles om byggevejledningen

Sættets første byggeprojekt er en velfungerende katapult, hvilket vakte stor begejstring hos legetøjstesteren, da der så var noget at skyde med fra første færd.

Lige netop dette flow i konstruktionsleg behersker Lego, og det kommer tydeligt til udtryk i Fortrex-sættet, hvor byggevejledningen sørger for, at barnet samler figurer og de mindre fartøjer først, så er der noget at lege med, når der er behov for en pause fra det store projekt.

Desværre er hele byggevejledningen samlet i kun et enkelt hæfte, så det er svært ved at dele byggeprojektet op mellem flere Lego-byggere – medmindre vejledningen flås fysisk fra hinanden.

Sættet indeholder ikke blot mange klodser, men ifølge Mikkel også lige vel mange små dele i forhold til andre store Lego-sæt, han har bygget. Der kan således være behov for voksenhjælp til at få styr på mængden af klodser.

Borgens larvefødder kan også være drilske at få på plads – til gengæld fascinerer deres opbygning legetøjstesteren.

Drilske larvefødder

Fortrex-sættet er et af de helt store sæt i Lego Nexo Knight-universet, og er alene derfor udfordrende og sjovt at bygge. Ifølge Mikkel, var sættet ”lige så fedt som på reklamerne.”

Legetøjstesteren fremhæver det som en særlig kvalitet, at der skal bygges elementer, som fungerer som selvstændige enheder, men som så sættes samme for at bygge det store køretøj.

Samtidig byder sættet på adskillige legemuligheder for de børn, der gerne vil fortsætte eventyret og rollelegene, når først klodserne er samlet. Ligesom borgen selvfølgelig kan blandes sammen med alskens andet Lego.

 

Lego Nexo Knights: Fortrex
Vare nr.: 70317
Vejl. pris 899 kr.

Produktet var stillet til rådighed af Lego.

Kommentarer

Skrevet af

Thomas Berger

REDAKTØR: Har igennem en årrække skrevet om alt fra computerspil og forbrugerelektronik til tegneserier og ikke mindst legetøj i både aviser og magasiner, og besøger hellere legetøjsbutikker end museer på en ferie. Far til to.

    Tags: , , , , , , , , ,