Anmeldelse: Pie Face Showdown byder på kappestrid og flødeskum Nyheder

 

Det kortlivede Pie Face-spil får lige så kortvarigt nyt liv i ny version for to spillere

To spillere banker næsten panisk i hver deres store røde knap i Pie Face Showdown. For hvert tryk på knapperne bevæger en plastikhånd fyldt med flødeskum sig fra side til side alt efter spillernes ihærdighed.

Når en spiller først begynder at mærke udmattelsens snige sig ind i på livet, er det ikke blot den lige vej til et nederlag. Det resulterer også i en smattet fornemmelse, når flødeskummet ender lige i taberens ansigt.

Pie Face Showdown er efterfølgeren til spillet Pie Face, der kortvarigt hittede på Youtube for et par år siden. Hasbro opkøbte rettighederne til spillet, og har nu lanceret en version til to spillere.

 

Armlægning med flødeskum

Princippet i Pie Face Showdown er helt enkelt. To spillere placerer hver ansigtet i paprammen, og der hældes flødeskum på plastikhånden mellem dem.

Hvis det med flødeskum er lige lovlig griset (og det har forældre en tendens til at synes), medfølger der også en svamp, som kan monteres på plasthånden, gøres våd og på den måde levere spillets afsluttende smat.

Plastikarmen mellem spillerne bevæger sig væk fra den røde knap, som der trykkes mest på, og ender, via en fjedermekanisme, i ansigtet på den spiller, der er sløvest til at trykke på sin knap.

Pie Face Showdown er således i direkte familie med armlægning – blot tilsat en masse billig plastik, der for hvert ivrigt smæk i den røde knap mærkes som om, at det er ved at gå i stykker.

Her på SkalViLege.Nu har både børn og voksne leget med Pie Face Showdown. Og det er bestemt mest fair, når de to deltagere er af samme drøjde, så det ikke på forhånd er afgjort, at far vinder og ungerne går fedtede eller våde fra kampen.

Pie Face Showdown er samtidig et af de spil, som sjovt en enkelt gang eller to, og så når der kommer venner på besøg, som ikke har prøvet det før. I hvert fald indtil det går i stykker, og der bliver plads på hylden til næste års kortlivede spildille.

 

Pie Face Showdown
Antal spillere: 2
Aldersgruppe: Fra 5 år
Set til: 259 kr.

Speak Out var stillet til rådighed af Hasbro

Kommentarer

Skrevet af

Thomas Berger

REDAKTØR: Har igennem en årrække skrevet om alt fra computerspil og forbrugerelektronik til tegneserier og ikke mindst legetøj i både aviser og magasiner, og besøger hellere legetøjsbutikker end museer på en ferie. Far til to.

    Tags: , , , , ,