Anmeldelse: Adventure Time er hipster-Lego Anmeldelser

Lego Ideas fortolker animationsserien Eventyrtid

Animationsserien Adventure Time er et regulært popkulturelt fænomen af den type, hvor det umiddelbart kan undre, at Lego ikke for længst har slået klodserne i rettighederne.

Men bedre sent end aldrig. Adventure Time blev i september 2016 indlemmet i Lego Dimension-spiluniverset, og nu er det længe ventede Lego Ideas-sæt, baseret på Adventure Time, også kommet på Lego-butikkens hylder.

   Læs også: The Beatles’ Yellow Submarine dykker ned i Lego-klodserne

 

Der er ikke plads til alle Adventure Time-figurerne

Lego Ideas Adventure Time-projektet er designet af Lego-entusiasten Ludovic Piraud, der i sættets byggevejledning meget rammende beskriver animationsserien som noget, der i første omgang forundrede ham. Siden blev han fascineret, for til sidst at være helt bidt af dens farverige univers.

I det projekt Piraud lagde på Lego Ideas, og som siden opnåede de 10.000 stemmer fra brugerne, der skal til for at komme i betragtning til lancering, havde han bygget 15 af figurerne fra Adventure Time med.

I det endelige sæt er antallet af figurer imidlertid reduceret til otte. Dette kan meget vel skyldes et ønske fra Legos side om at bringe antallet af klodser i sættet ned og dermed ramme et komfortabelt prispunkt.

Det endelige design af sættet er lagt i hænderne på Lego designer Adrian Florea, som i byggevejledningen fortæller, at han har været nødt til at finde nye løsninger på flere af figurerne, da det oprindelige projekt gjorde brug af klodser, som ikke længere er i produktion.

Adventure Time i Lego-fortolkning

Lego Ideas: Adventure Time-sættets i alt 495 klodser er fordelt i tre nummererede poser, som den vanligt brugervenlige byggevejledning guider igennem på enkel vis. Det er ikke svære konstruktioner at hitte rede på, men der er fine detaljer undervejs, som er god inspiration.

I samlet form resulterer klodserne foruden Adventure Times hovedperson Finn og dennes bedste ven Jake også i figurerne Prinsesse Sukkermås, Iskongen, Frøken Regnhjørning, Vampyren Marceline, Günther og Bibbe.

Alle figurer, undtagen Frøken Regnhjørning, er bygget op om det samme grundlæggende firkantede design, som nok resulterer i figurer med meget lidt bevægelighed, men samtidig er spændende og tiltalende ud fra en rent æstetisk betragtning.

Det er lykkedes Ludovic Piraud, og Adrian Florea, at skabe otte figurer, som både meget tydeligt har hjemme i Adventure Times organiske og farverige univers, men samtidig, og i sagens natur, er ’klodsede’ Lego-fortolkninger, hvor det ikke gør noget, at ikke alle detaljer er gengivet en-til-en.

Det er figurer, der på deres helt egen særlige måde er smukke. Figurer som, fordi benene nemt ryger af for eksempel Finn og Marceline, er knap så gode at lege med – men de egner sig rigtig godt til at stå på en hylde og se hipster ud.

 

Lego Ideas: Adventure Time
Produktnummer: 21308
Pris: 449 kr.

 

 

 

Kommentarer

Skrevet af

Thomas Berger

REDAKTØR: Har igennem en årrække skrevet om alt fra computerspil og forbrugerelektronik til tegneserier og ikke mindst legetøj i både aviser og magasiner, og besøger hellere legetøjsbutikker end museer på en ferie. Far til to.

    Tags: , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , ,