Etch A Sketch bliver digital Nyheder

Legetøjsklassiker får LCD-skærm – men du skal stadig ryste den

Etch A Sketch skal have en digital overhaling – det demonstrerede legetøjsfirmaet Spin Master på den netop overståede legetøjsmesse New York Toy Fair, hvor legetøjsklassikeren var blevet udstyret med en LCD-skærm.

Hvor det for at tegne på den traditionelle udgave af Etch A Sketch kræver, at der skal drejes på legetøjets to knapper for at bevæge den markør, der laver stregerne. Så følger der i stedet en stylus med til den digitale udgave, og der tegnes direkte på skærmen.

De to ”knapper” fungerer derfor i stedet som stempler, som kan bruges til at placere for eksempel hjerter, stjerner eller cirkler på skærmen. Til gengæld skal maskinen stadig rystes, når tegningen skal slettes.

Prisen for den nye digitale Etch A Sketch Freestyle skulle komme til at ligge på cirka 140 kroner, når den lanceres senere i år. Og skulle du være mere til den analoge udgave, så vil Spin Master også fortsat producere denne.

 

Etch A Sketch har franske rødder

Etch A Sketch har snart 60 år på bagen som legetøj. Det blev opfundet af den franske legetøjsmager og elektriker André Cassagnes i slutningen af 1950’erne, hvor han navngav den L’Ecran Magique.

Tegnemaskinen blev præsenteret for legetøjsbranchen på den store legetøjsmesse i Nürnberg i 1959. Her købte det amerikanske Ohio Art Company rettighederne og fik i julen 1960, takket være en massiv reklamekampagne, et regulært hit med Etch A Sketch, som den franske opfindelse kom til at hedde.

Etch A Sketch blev i 1998 indlemmet i Toy Hall of Fame, som kurateres af The Strong National Museum of Play.

 

 

 

 

 

 

 

Kommentarer

Skrevet af

Thomas Berger

REDAKTØR: Har igennem en årrække skrevet om alt fra computerspil og forbrugerelektronik til tegneserier og ikke mindst legetøj i både aviser og magasiner, og besøger hellere legetøjsbutikker end museer på en ferie. Far til to.

    Tags: , , , , , ,