Rocket League kører ind på legetøjshylderne Nyheder

Populært computerspil giver de store legetøjsfirmaer baghjul

Computerspillet Rocket League fra Psyonix kan bedst beskrives som fodbold tilsat højoktan. Spillere fræser omkring i deres biler i en futuristisk arena, hvor det gælder om at få smadret en kæmpebold i modstandernes mål.

Rocket League er et af de bedst sælgende bil- og sportsspil på den digitale spiltjeneste Steam, og har, ifølge websiden VentureBeat, over 25 millioner registrerede spillere. Det kan derfor undre, at en legetøjsgigant som Mattel, der står bag legetøjsserien Hot Wheels, ikke for længst har indgået en aftale med Psyonix.

 

Rocket League i Blind Bags

I stedet har spiludviklerne nu indgået en aftale med folkene fra Zag Toys om lanceringen af 12 såkaldte pull back-legetøjsbiler baseret på Rocket League.

Bilerne vil komme på markedet i løbet af foråret, og byder blandt andet på biler som Octane, Dominus, Masamune, Hotshot, Grog, X-Devil, Merc og Backfire, som spillere af Rocket League vil kunne nikke genkendende til.

Bilerne lanceres i såkaldte Blind Bags – som det for eksempel kendes fra Lego Minifigures og lignende samler-serier. Zag Toys fortæller, at et begrænset antal af poserne vil indeholde koder, der låser op for kosmetiske genstande i Rocket League-spillet.

Desværre er det langtfra sikkert at Rocket League-bilerne dukker op i de danske butikker.

Kommentarer

Skrevet af

Thomas Berger

REDAKTØR: Har igennem en årrække skrevet om alt fra computerspil og forbrugerelektronik til tegneserier og ikke mindst legetøj i både aviser og magasiner, og besøger hellere legetøjsbutikker end museer på en ferie. Far til to.

    Tags: , , ,