Anmeldelse: Lego Star Wars Snowspeeder kommer sløvt fra start Anmeldelser

Lego-udgaven af rebellernes kampfly er tungt, detaljeret og kræver et vågent øje

Antallet af køretøjer, fly og skibe Star Wars-universet udformet i klodser vokser konstant. Senest tilføjelse er en udgave af rebellernes snowspeeder kendt fra slaget på isplaneten Hoth.

Det er lykkedes at genskabe kampflyets detaljer og skæve vinkler, selv om der også er ærgerlige løsninger – men den tålmodige modelbygger får et par gode overraskelser til sidst.

   Læs også: Dusørjægerens flotteste Lego-rumskib

Den lette, lavtgående T-47 snowspeeder fra Incom Corporation hører ikke til blandt de mest ikoniske fartøjer fra Star Wars-universet, men kampflyet kan én ting: Nedlægge det onde imperiums gigantiske AT-AT med noget så simpelt som en lasso.

Når du altså blot er snarrådig som Luke Skywalker. Og hvem drømmer ikke om at gennemføre bedriften fra Imperiet Slår Igen og redde rebellernes Echo Base?

Den lidt tilbagetrukne rolle i Star Wars-filmene har ikke stoppet Lego fra at producere hele to versioner af snowspeederen til deres Ultimate Collectors Series.

Den første udgave er fra 2003 med 1455 klodser. Den nye udgave fra i år med 1703 klodser har et større, gennemsigtigt cockpit, vejer ganske godt til og giver et kig ned i våbenkamrene på flyets sider.

Lidt som det også kendes fra UCS-udgaven fra 2015 af dusørjægeren Boba Fetts skib, Slave 1.

 

Byggesæt til samlingen – ikke til leg

Fra begyndelsen står det klart, at Lego-sættet ikke er tænkt til leg.

Det har en aldersmærkning på 14+ og en stander med plakette, som oplyser, at det is-afvisende fly er 5,3 meter langt, bruger Karydee KD49 repulsorlift-motorer, har CEC AP/11 dobbelte laserkanoner – og sidst, men ikke mindst – er udstyret med harpun og trækkabel til at nedlægge en nærgående AT-AT.

Oplysningerne er naturligvis ligegyldige for sættet som sådan, men den slags detaljer fryder enhver bygge- og Star Wars-nørd.

Med i pakken er 13 poser og to unikke Lego mini-figurer af en orangeklædt pilot og en kanonér (rygter på nettet har udnævnt figuren med den sorte hjelm til rebellernes mesterpilot, Wedge Antilles).

Dertil kommer en manual på 299 sider med den vanlige pædagogiske opbygning, og det er positivt. Manualen, som også fortæller lidt om Incom Corporations mere succesfulde fly: T-65 X-Wing Star Fighter, er ganske uundværlig, når byggeriet går i gang. Hvilket bestemt ikke altid er positivt, for sættet er ikke perfekt.

   Læs også: Star Wars Sandcrawleren ruller igen

 

Underligt design og elastikker

Nogle af de første problemer viser sig halvvejs inde i byggeriet. Styregrejet i cockpittet sidder ikke korrekt i forhold til figurernes hænder, laserkanonerne ligger sært løst i deres hulninger og under hver vinge skal der monteres en elastik, hvilket ikke burde finde vej til et Lego-sæt.

Elastikker har begrænset levetid, og på et tidspunkt vil de sprække og få konstruktionen til at gå op.

Fronten er et anden problem. Dens skæve vinkler har været en udfordring for designeren, igen tvivl om det, men Lego har før løftet opgaven til UG. Blandt andet med UCS-udgaven af javaernes rullende Sandcrawler fra 2014, som var intet mindre end imponerende.

De skæve sider sidder, som de skal, men designet virker ikke overbevisende og skrider lidt til tider. Byggeriet bliver også midtvejs mindre udfordrende, og mange klodser og dele virker kedelige at sætte sammen.

 

Slutspurt er en fornøjelse

Heldigvis bliver det bedre, med flere detaljer, for eksempel bevægelige bremseklapper bagtil, og de førnævnte våbenkamre.

Til sidst får designet en mere overbevisende form, især den vellignende agter-monterede harpun og køleribberne, som kræver overblik og tålmodighed både at bygge og montere.

Selv om sættet skal monteres på standeren, giver mængden af detaljer en barnelig sjæl lyst til at tage det af og pille. Cockpittet kan (modsat Slave 1) nemt åbnes, bagbords sidder den drejelige harpun.

Der er også gode, interaktive detaljer med mobile låger og et støtteben under bugen. Prikken over i’et ville være, hvis harpunen reelt også kunne skyde.

Samlet set kommer snowspeederen sløvt fra start, men den tager fart og bliver i slutspurten en fornøjelse at samle. Et klart must til samlere af sæt i Ultimate Collectors Series.

 

Star Wars Snowspeeder
Produktnummer: 75144
Pris: 1799 kr.

Kommentarer

Skrevet af

Thomas Berger

REDAKTØR: Har igennem en årrække skrevet om alt fra computerspil og forbrugerelektronik til tegneserier og ikke mindst legetøj i både aviser og magasiner, og besøger hellere legetøjsbutikker end museer på en ferie. Far til to.

    Tags: , , , , , , , , , , , , , , , , , , ,