Otte alternativer til fidget spinner Købeguides

Hvis du er træt af at lege med fidget spinnere, så er her otte forslag til dimse-legetøj til både store og små rastløse legebørn

Fidget-spinnere er blevet denne sommers helt store dille – der snurres på livet løs overalt i verden.

På onlineshoppen Amazon har fidget-spinnere de seneste mange måneder fuldstændig domineret oversigten over de 50 mest populære stykker legetøj. Og herhjemme synes de at kunne købes overalt lige fra butikkerne til sommerens loppe- og kræmmermarkeder.

Flere medier har peget på den amerikanske kemiingeniør Catherine Hettinger, som værende opfinderen af Fidget Spinner. Men det legetøj Hettinger i starten af 1990’erne fik patent på, og som siden er udløbet, har dog ikke meget til fælles med den nuværende snurrende dille. Hvilket hun også selv er den første til at anerkende i et interview med websiden Bloomberg.com.

Og lige netop et manglende patent er, ifølge Richard Gottlieb fra branchemagasinet Global Toy News, en medvirkende årsag til Fidget Spinnerens popularitet, da det står alle frit for at producere og sælge produktet.

Men hvis du allerede er træt af Fidget Spinner-dillen, så er her otte alternativer, som også er perfekte til dig, der elsker at have noget at dimse med.

 

Rollie Pollie Round Chain

Dette enkle stykke fidget-legetøj er i bund og grund ikke andet end seks led fra en cykelkæde samlet til en cirkel. Der er så lige sat nogle små gummiringe omkring samlingerne, så den er rar at røre ved.

Rollie Pollie Round Chain er perfekt at nuldre med, ligesom den kan tages om fingeren. Samtidig er den lydløs, så du ikke forstyrrer omgivelserne.

Producenten FidgetWorks har dem til salg på deres webside, hvor prisen ligger på 12 dollar (circa 80 kroner). Hvis du da ikke har mod på at lave en selv.

 
 

Fidget Cube

Fidget Cube er, som navnet også fortæller, en terning du kan dimse med. Hver af dens seks sider har forskellige slags knapper og lignende, som tilfredsstiller trangen til at klikke, dreje, rulle med videre.

Den oprindelige udgave af Fidget Cube er designet af amerikanske Antsy Labs, der sidste år fik finansieret legetøjet via crowfunding-siden Kickstarter. Her havde de held med at indsamle godt 42 millioner kroner.

Siden er der dukket et hav af kopiprodukter op på markedet. Der kan derfor være meget stor kvalitetsforskel på de forskellige Fidget Cubes, som du finder rundt omkring.  Den originale version er til salg på Antsy Labs webside for 22 dollar (cirka 145 kroner).

 
 

Infinity Cube

Kært barn har rigtig mange navne – men uanset navn eller materiale, så er dette klodslegetøj en sand klassiker, som for både store og små legebørn er fascinerende at folde sammen til en terning igen og igen.

Søger du efter Infinity Cube på internettet, kan du finde en lang række modeller i mere eller mindre eksklusive materialer, kvaliteter og selvfølgelig prisklasser.

Har du har adgang til en 3D-printer, så kan du opstøve de nødvendige 3D-filer, hvis du søger efter Kobayashi Fidget Cube. Og hvis dit symaskinekørekort stadig er gældende, så hedder legetøjet en Umulius-klods på dansk, og det er nemt at finde et gratis mønster på nettet.

 
 

Tangle

Tangle er en sammentrækning af de engelske ord tangent og angle. I standardudgaven består en Tangle af 18 led, der hver især er 90 graders kurver klikket sammen, så de kan dreje sig omkring i forhold til hinanden.

På den måde danner de en form uden begyndelse eller ende. Et koncept som har sine rødder i den amerikanske skulptør Richard X Zawitz’ værker fra starten af 1980’erne, som beskæftiger sig med uendelighed og kontinuerlig bevægelse – og hvis former siden blev videreudviklet til legetøjet Tangle.

Der findes en lang række Tangle-udgaver i butikkerne, både de helt almindelige og forskellige overflade, der aktivere sanserne. En standard Tangle koster typisk omkring 50 kroner.

 
 

Rubik’s Cube

Professorterning er, med sine 27 kuber og seks forskellige farvede sider, det måske mest klassiske dimselegetøj overhovedet.

Udtænkt af den ungarske opfinder Ernő Rubik i 1974. Terningen dukkede første gang op i en legetøjsbutik i Budapest i 1977, og blev i 1980 lanceret på det amerikanske marked under navnet Rubik’s Cube.

Her satte terningen gang i en regulær dille, der i omfang får såvel Fidget-spinnere som sidste års Pokémon Go til at ligne det rene ingenting. Det vurderes, at der i perioden fra 1980-83 blev solgt over 200 millioner professorterninger.

Rubik’s Cube findes i en lang række forskellige udformninger, antal kuber og deraf sværhedsgrader. Den lille juniorterning med blot otte kuber er særlig god at dimse med.

 
 

Magic Snake

Dette er endnu en legetøjsklassiker fra 1980’erne, som stadig er skøn at dimse med. Slangen består af 24 trekantede led hver i to farver, som alle kan drejes i forhold til hinanden. På den måde kan slangen foldes til alskens former lige fra den klassiske bold til katte og skildpadder.

Slangen er opfundet af Ernő Rubik, der også opfandt professorterningen. Den er derfor også kendt som Rubik’s Snake eller Rubik’s Twist. Oprindeligt lanceret i 1981, da Rubik’s Cube var allermest populær.

 
 

Cubebot

De charmerende Cubebots er designet af amerikanske David Weeks, og inspireret af japanske shinto kumi-ki-puslespil. Hver robot starter som en kube, der foldes ud og så kan robotten poseres i forskellige positioner.

Det er særligt de helt små Micro Cubebots, som også er de billigste, der er gode at dimse og lege med. De forhandles i USA gennem firmaet AreaWare, men er også set i flere danske webshops, hvor prisen sædvanligvis ligger lige omkring 90 kroner.

   Læs også: Robotter i kirsebærtræ

 
 

Bolt og møtrik

Nogle gange skal legetøj bare være helt simpelt – også når det handler om dimse-legetøj.

Du kan nemt selv lave denne model, det kræver blot to møtrikker, en bolt og lidt sekundlim. Skru den ene møtrik et stykke ned ad bolten. Smør lim på det øverste af gevindet, og skru den anden møtrik på.

Lad limen hærde og vupti, så har du et dimse-legetøj.

Kommentarer

Skrevet af

Thomas Berger

REDAKTØR: Har igennem en årrække skrevet om alt fra computerspil og forbrugerelektronik til tegneserier og ikke mindst legetøj i både aviser og magasiner, og besøger hellere legetøjsbutikker end museer på en ferie. Far til to.

    Tags: , , , , , , , , , , , , , , , , , , , ,