Anmeldelse: Lego Star Wars Tusindårsfalken er det ultimative byggesæt
Millennium Falcon er verdens største Lego-sæt. En imponerende kombination af teknik, detaljer og fantasi – men der er også skåret hjørner
Send børn, kæreste og kæledyr på ferie. Lås døren, sluk for telefon og computere og træk alle stik. Legos Millennium Falcon i UCS-udgave (Ultimate Collectors Series) kræver al din opmærksom – og masser af plads.
Lad det være sagt med det samme: Lego går hele vejen med den nye UCS-udgave af The Millennium Falcon eller Tusindårsfalken, som den hedder på dansk. Sættet er verdens største med 7.541 dele, det vejer i omegnen af 12 kilo og er så fyldt med detaljer, at det er nemt at miste overblikket under byggeprocessen.
Læs også: Lego Star Wars Snowspeeder kommer sløvt fra start
Den hidtil største Tusindårsfalk
YT-1300 fra Corellian Engineering Corporation i den lette fragt-klassen er Star Wars-universets mest kendte fartøj, og det forpligter. Lego har hidtil lavet rumskibet i otte udgaver, heraf en UCS-udgave i 2007 med 5.197 dele, men denne version er den mest detaljerede.
Fans over hele verden har da også hevet sættet til sig, og det har været umuligt at opdrive i månedsvis siden frigivelsen i september 2017 (for VIP-medlemmer) og oktober (for alle andre).
Men hvad får du så for de 6.999 kroner, som sættet koster i Danmark?
Lækker indpakning
Lad os begynde med indpakningen. Kassen leveres i en specialdesignet Lego-rullekuffert og indeholder manual og fire hvide kasser.
Manualen på 466 sider vejer flere kilo, men er også fyldt med detaljer, skitser og tegninger. Blandt andet fra Et nyt Håb; den fjerde film kronologisk set. Der er oplysninger om det spil Sabbac, hvor Lando Calrissian tabte skibet til Han Solo og om konstruktionen – både i filmen og hos Legos designteam.
Kasserne har ”Falken” aftegnet med en sort fartstribe og en større tegning skitseret i gråt. Tegningen løber over en side hver af de fire kasser, som det for eksempel kendes fra ryggene på Jumbobøger. Hver kasse har et citat, og det glæder et nørd-hjerte usigeligt, at genlæse klassiske udsagn som Han Solo’s: ”She’s the fastest hunk of junk in the Galaxy.”
Læs også: Star Wars Sandcrawleren ruller igen
Byggeriet kræver plads
Kasserne er ikke nummererede, men den korteste faststribe angiver kasse et, den lidt længere kasse to osv. De godt 50-60 poser går fra nummer 1-17, og samlet set fylder de et spisebord til otte.
Poser med samme nummer skal pakkes ud samtidig, og det er nemt at miste overblikket, når indholdet fra seks-otte poser fylder bordet, mens du simultant skal bygge tre-fire dele for til sidst at sætte dem sammen. Forslaget er, at lægge klodserne i farver eller størrelse. Det kræver plads. Specielt, når den udslåede manual fylder 85 centimeter.
Sættet er opbygget i kamre
Byggeprocessen består af den tekniske, den detaljerede og alt det, som kan leges med. Lad os se på den tekniske først.
Sættet vejer som nævnt over 12 kilo (kufferten, som det leveres i, er certificeret til at kunne bære 14 kilo). Legos designteam har derfor skåret nogle hjørner for at holde vægten nede.
Sættet er opdelt i kamre, der skal hægtes på rammen nedefra. Det lyder kedeligt, men er rent faktisk en sjov byggeopgave, som afslører, hvordan Tusindårsfalken ligner et rumskib, men nedenunder består af tomme kamre eller kamre fyldt med ophæng og samlebjælker. Mindst vellykket er adgangsrampen, som er svær at udløse, og som er uden væsentlige detaljer.
Detaljer i massevis
Snyd er nok et forkert ord på grund af hensynet til vægten, og designteamet har taget revanche med detaljerne. Især i skrogets nedfældende huller, i pladerne, som skal lægges ovenpå, og de kamre, som skal ligne dem fra filmene. Her vrimler det med våben, stole, riste, dyser, kedler – og det ikoniske hjørne med sofaer og bord til holoskak (Dejarik). Desværre er cockpittet en skuffelse. Figurerne kan ikke rigtig være der, og det er svært at fjerne og sætte på igen.
Sættet leveres med minifigurer af Han Solo (i ung og ældre udgave), Chewbacca, C3PO, Leia, Rey, Finn, BB-8, en kabelædende mynock (kendt fra bugen på den store asteroide-orm i Episode V: Imperiet slår igen) samt to porg’er, som blev introduceret med Star Wars Episode VIII: The Last Jedi.
Koblingen til den seneste film i serien fremgår også af sensordisken, som kan tages af og erstattes med den nye, firkantede udgave.
Samlet set er Millennium Falcon årgang 2017 en designmæssig bedrift, også selv om der er skåret hjørner. Resultatet er en model på 83 x 60 x 22 cm, som godt nok koster 6.999 kroner, men som vil være imponerende at gå på opdagelse i mange år fremover.
Star Wars Millennium Falcon
Produktnummer 75192
Pris: 6.999 kr.