fbpx

Sådan bliver dine brætspil sjovere

/
/
img

Der skal ikke mere end et par enkle nye regler til for at puste nyt liv i dine gamle brætspil

Brætspil er fantastiske til at samle hele familien om terninger og brikker – men når de samme spil er spillet igennem på kryds og tværs, ender de nemt med at føles gamle og triste. Måske er det evig og altid det samme familiemedlem, der løber af med sejren. Eller spillet tager så lang til at spille til ende, at I altid ender med at opgive at finde en vinder.

Men der skal ikke særlig meget til for at puste nyt liv i de støvede spilleplader, så spillet pludselig forløber på helt nye måder, og det ikke længere er givet på forhånd, hvem der vinder.

Vi har samlet en række forslag til, hvordan du kan puste nyt liv i dine brætspil. Det er alternative regler, der gør dine brætspil sjove på ny, men som også piller ved spillenes indbyggede balance – så I skal lige så meget være klar til at lege med spillene som at spille dem, og så udvælge de regler som fungerer for netop jeres familie.

terningerNye regler giver nyt liv til alle brætspil

  • Opfind en række kort med unikke specialfunktioner til spillet. Lad hver spiller trække et kort før spillets start – det kan kun bruges én gang undervejs i spillet. Kortet kunne for eksempel give mulighed for ekstra terningeslag, dobbelt antal ressourcer eller lignende.
  • Det behøver ikke være fasttømret, hvilken rækkefølge I spiller i. Hvis der for eksempel er fire deltagere i spillet, så spring den første spiller over i anden runde – på den måde går det hele tiden på omgang, hvem der slår først i de enkelte runder. Eller I kan for hver runde trække lod om rækkefølgen i den næste runde.
  • Tegn helt nye ruter på spillebrættet, så brikkerne kan bevæge sig omkring på brættet på helt nye måder. I kan også føje ekstra funktioner til enkelte af brættets felter, så det for eksempel giver et ekstra slag at lande et bestemt sted.
  • Brug flere terninger end hvad reglerne egentlig foreskriver. Eller erstat de helt traditionelle sekssiders terninger med for eksempel otte- eller ti-siders terninger – det kan ændre gevaldigt på spillet.
  • Hvis det ellers er muligt i spillet, så kan I for hver runde trække lod om, hvilken vej spillerne skal bevæge sig omkring på brættet.

Lad spillerne betale penge for at passere Start i MatadorSådan bliver Monopoly/Matador sjovere

  • Ved spillets start blandes alle grundene og deles ud til spillerne, som herefter kan handle og bytte dem, som de har lyst. På den måde er et spil Monopoly/Matador langt hurtigere overstået.
  • Normalt modtager spillerne penge for at passere Start – men hvad om spillerne i stedet skal betale for at komme videre.
  • Udstyr hver spiller med seks kort med tallene et til seks. Der slås nu kun med en terning. Når resultatet kendes, vælger spilleren et af sine seks kort, og lægger værdien til terningen. Spilleren skal benytte alle sine seks kort, før hele bunken kan benyttes på ny – det giver et mere strategisk element til spillet.
  • Når en spiller lander på en jernbane, skal der som sædvanlig betales leje. Men spilleren kan samtidig rejse til hvilken som helst af de andre jernbaner, blot der er nogen der ejer den. Spilleren betaler ikke leje på den jernbane, som der rejses til – og det tæller ikke som at rejse over start.
  • Tilføj en ekstra brik til spillet – en røver, som rejser omkring på egen hånd. Hvis en spiller lander på samme felt som røveren, mister denne spiller for eksempel det samme beløb, som spilleren ellers plejer at modtage når Start passeres.
  • Lad Monopoly/Matador og Trivial Pursuit møde hinanden. Når en spiller lander på et bebygget felt, skal der svares på et spørgsmål, før spilleren kan rejse videre.

Lad en superbrik i Ludo bevæge sig den modsatte vej rundt på brættetSådan bliver Ludo sjovere

  • Ludo kan blive et meget anderledes spil, hvis alle spillerne har tre almindelige brikker og en enkelt superbrik. Sørg for at det er muligt at genkende superbrikken ved for eksempel at sætte en prik på den med en speedmarker. Superbrikken bevæger sig nemlig den modsatte vej rundt på brættet, og skal selvfølgelig også hele vejen rundt inden den kan nå i mål.

Scrabble kan blive virkelig udfordrende, hvis det er tilladt at stave ordene både forfra og bagfraSådan bliver Scrabble sjovere

  • Lad det være muligt for ordene at løbe ud over spillebrættets ene kant, så de kan fortsætte på modsatte side.
  • Scrabble kan blive virkelig udfordrende, hvis det er tilladt at stave ordene både forfra og bagfra.
  • Lad Scrabble være et mere demokratisk spil, hvor alle spillerne deler den samme pulje af bogstaver i stedet for at sidde med hver sine bogstaver og kunne planlægge i fred og ro.
  • I stedet for at spille om point, så kan målet med spillet være at slippe af med sine bogstaver. Vinderen er således den spiller, der først løber tør for bogstavsbrikker.
  • Spil Scrabble med selvopfundne ord. Deltagerne har lov til selv at finde på ord, blot de kan forklare, hvad de ofte særprægede ord betyder.

Tilføj to ekstra rækker til det klassiske skakbræt, så det får en størrelse på 10 x 8 felterSådan bliver Skak sjovere

  • Tilføj to ekstra rækker til det klassiske skakbræt, så det får en størrelse på 10 x 8 felter. Til de ekstra rækker får du brug for fire ekstra bønder og to springere.
  • Sædvanligvis handler Skak om at sætte modstanderens konge skakmat – men hvad nu hvis dronningen havde den samme rolle. Så er der pludselig to brikker, som kan sættes under pres.
  • Eller undlad helt at spille med skakmat. I stedet kan skak handle om arternes overlevelse, hvor det for hver spiller handler om at holde liv i samtlige typer af brikker. Taberen er således den spiller, som først mister alle brikker af en enkelt type. Brikkerne bevæger sig som de plejer, og hvis en bonde når frem til baglinjen, kan den udskiftes til en brik af hvilken som helst type.

Læg terningerne til side i Cluedo. I stedet har hver spiller ni træk at gøre godt med i hver rundeSådan bliver Cluedo sjovere

  • I midten af Cluedo-brættet placeres en hovednøgle. Når en spiller bevæger sig ind til hovednøglen, kan den bruges til enten at låse eller åbne et af værelserne. Hvis et værelse er låst, er det ikke muligt for spillerne at bevæge sig derind, og dermed kan værelset ikke benyttes til at fremsætte formodninger eller anklager. Det er kun muligt at låse for værelser, hvor der ikke befinder sig en spiller.
  • Læg terningerne til side. I stedet har hver spiller ni træk at gøre godt med i hver runde. Det koster et træk pr. felt en spiller bevæger sig og tre træk at bevæge sig gennem en af de hemmelige gange på spilbrættet. Det koster også tre træk at fremsætte formodninger eller anklager.

Lad bomberne bevæge sig omkring på slagmarken i StrategoSådan bliver Stratego sjovere

  • Når en Stratego-brik går ind i en bombe, fjernes både brikken og bomben fra spillebrættet medmindre brikken er en minør, der som altid kan desarmere en bombe.
  • Lad bomberne bevæge sig omkring på slagmarken. De skal ikke længere betragtes som bomber men mere som soldater bevæbnet med håndgranater.
  • Når to brikker af samme rang mødes på slagmarken, så udgår begge brikker sædvanligvis. Et alternativ kunne være, at lade den angribende brik vinde, for på den måde at komme defensivt fedtspil til livs.
  • Brikkerne skal ikke have mulighed for at trække sig tilbage. Det er kun muligt at bevæge sine brikker fremad eller til siderne.

Indfør atombomber i RiskSådan bliver Risk sjovere

  • Indfør atombomber i Risk. I stedet for et almindelig angreb kan en spiller vælge at kaste en atombombe mod et bestemt land. Det skal være et land som er repræsenteret på et af de Risk-kort, som den angribende spiller har på hånden. Efter angrebet udgår det bombede land af spillet – kortet fjernes, landet kan ikke erobres længere og indgår heller ikke i missionskrav. Hvis en spiller har behov for at krydse det bombede land, mistes der én arme på rejsen gennem den atomare ødemark.

Leave a Comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This div height required for enabling the sticky sidebar
Ad Clicks : Ad Views : Ad Clicks : Ad Views : Ad Clicks : Ad Views :