The Simpsons og Doctor Who i Lego Dimensions
Scoopy-Doo, Portal 2 og Jurassic World medvirker i Legos kommende fusion af klodser og spil.
For godt en måned siden løftede Lego sløret for deres kommende computerspil Lego Dimensions, hvor de velkendte klodser kombineres med en virtuel spilverden – lidt på samme måde som vi kender det fra både Skylanders og Disney Infinity. Du kan læse mere om Lego Dimensions her.
I forbindelse med den oprindelige pressemeddelelse løftede Lego samtidig sløret for en lang række af de forskellige udvidelsespakker, som udkommer sammen med Lego Dimensions – og lovede, at der var endnu mere på vej.
Lego havde ganske givet tænkt sig at vise nyt indhold fra spillet frem i forbindelse med den store spilmesse E3 i Los Angeles midt i juni – men ved en smutter blev byggevejledningen til den allerede offentliggjorte Tilbage til Fremtiden Banepakke lagt online, og selvom den hurtigt blev fjernet igen, så nåede den at afsløre en del af de kommende udvidelsespakker.
The Simpsons møder Doctor Who og Portal 2
Foruden den førnævnte Back to the Future Level Packs eller banepakke, som de kommer til at hedde på dansk, udkommer der i hvert fald yderlige tre af slagsen. Alle udvider de selve spillet med en ny missionsbaseret bane:
The Simpsons Level Pack: Denne indeholder en Homer Simpsons minifigur, hans bil og hans fjernsyn
Doctor Who Level Pack: Denne indeholder en Doctor Who minifigur (baseret på skuespilleren Peter Capaldis udgave af den tidsrejsende doktor), en TARDIS og en såkaldt K-9.
Portal 2 Level Pack: Denne er baseret på computerspillet Portal 2 og indeholder en Chell minifigur, en Companion Cube og en Sentry Turrent.
Ifølge websiden Brickfanatics.co.uk skulle der også udkomme en Ghostbusters Level Pack inklusive en minifigur af spøgelset Slimer.
Team Packs med Scooby-Doo og Ninjago
Når det kommer til de noget mindre udvidelsespakker kaldet Team Packs, som indeholder et Lego minifigur-par, hvor hver figur har sit eget køretøj eller redskab samt sine helt egne unikke evner i selve spillet, har Lego allerede fremvist en Ninjago Team Pack.
Men herudover udkommer der også en Scooby-Doo Team Pack med figurerne Scooby og Shaggy minifigures samt en Mystery Machine og en kæmpesandwich.
Der udkommer også en Jurassic World Team Pack, som indeholder minifigurerne Owen og ACU Trooper samt en velociraptor og en såkaldt gyrosphere.
Endelige er der de mindste udvidelsespakker kaldet Fun Pack, som ”blot” indeholder en Lego Minifigur samt et køretøj eller et redskab til brug i spillet. Lego havde allerede vist 13 af disse pakker frem, men der er kommet yderligere fem pakker til blandt andet med Bart Simpsons, Krusty the Clown og tre figurer fra Lego Legends of Chima.
Lego Dimensions udkommer til Xbox One, Xbox 360, PlayStation 4, PlayStation 3 og Wii U den 2. oktober.