Transformers kommer til kort – samlekortspil! Nyheder

Transformers Trading Card Game designes af folkene bag Magic: The Gathering

Legetøjsproducenten Hasbro har allieret sig med spildesignerne fra Wizards of the Coast om at skabe The Transformers Trading Card Game. Et helt nyt samlekortspil baseret på Transformers.

Wizards of the Coast er, foruden også at være ejet af Hasbro, selskabet bag det meget succesfulde samlekortspil Magic: The Gathering, der mere eller mindre etablerede hele spilgenren for 25 år siden.

Transformers Trading Card Game er designet til spillere fra otte år og op, og beskrives som et hurtigt, nemt at lære, actionfyldt kortspil for to spillere.

Hver spiller udvælger sig et hold af Transformers. Derefter skal der så sammensættes et såkaldt deck af Battle Cards, der understøtter holdet af robotter i kampen mod modstanderen.

Selve Transformers-kortene er dobbelt så store som almindelige spillekort, og kan vendes alt efter om spillerens Transformers er i sin robot- eller alternative tilstand.

 

Transformers Trading Card Game Booster PacksPlads til alt fra Bumblebee til Sunstorm

“Samlekortspilsformatet giver os mulighed for at hive fat i Transformers fra hele seriens omfattede historie. Lige fra Bumblebee til Sunstorm. Spillet dykker dybt med i Transformers mytologien,” fortæller Drew Nolosco, Brand Manager for The Transformers Trading Card Game.

I første omgang lanceres et Autobots Starter Set. Sættet indeholder alle de kort, som to spillere har brug for, hvis de skal i gang med at spille. Inklusiv fire Transformers Character Cards: Optimus Prime, Bumblebee, Ironhide og Red Alert.

Samtidig lanceres selvfølgelig Transformers Trading Card Game Booster Packs, så spilerne har mulighed for at udbygge deres hold af Transformers og deres deck af Battle Cards. Hver booster pack indeholder et Transformers Character Card og syv Battle Cards.

I alt består den første serie af Transformers Trading Card Game af 40 forskellige Transformers Character Card og 81 Battle Cards.

Spillet lanceres i de amerikanske butikker den 28. spetember. Hvornår spillet dukker op i de danske butikker vides endnu ikke.

Kommentarer

Skrevet af

Thomas Berger

REDAKTØR: Har igennem en årrække skrevet om alt fra computerspil og forbrugerelektronik til tegneserier og ikke mindst legetøj i både aviser og magasiner, og besøger hellere legetøjsbutikker end museer på en ferie. Far til to.

    Tags: , , , , , , , , , ,