Klassisk PlayStation i miniformat Nyheder

Sony lancerer retroudgave af den oprindelige PlayStation

Sony er endnu engang klar til at placere en PlayStation under juletræer verden over, når firmaet den 3. december lancerer PlayStation Classic – en miniatureudgave af den oprindelige grå spillekonsol leveret med 20 forudindlæste originalspil.

På denne måde griber Sony fat i en trend, som blandt andet konkurrenten Nintendo forlængst er hoppet med på med miniudgaver af et par af deres klassiske spillekonsoller.

   Læs også: Nintendo relancerer klassisk spillekonsol i miniformat

 

100 millioner konsoller solgt

Den originale PlayStation blev lanceret af Sony på det japanske marked den 3. december 1994 og i resten af verden året efter. Spillekonsollen blev Sonys vej ind i en branche, der på det tidspunkt var domineret af Nintendo og Sega – men som Sony med blandt andet 3D-grafik, CD-rom-drev og en åben tilgang til tredjeparts spiludviklere stille og roligt overtog.

At Sonys nye spillekonsol var en kæmpe succes afspejles alene i, at den var i produktion helt frem til marts 2006 – de sidste år i den relancerede og mindre PS One-udgave. Samlet ligger salgstallet for den oprindelige PlayStation på 100 millioner enheder.

 

Gensyn med 20 spilklassikere

PlayStation Classics design har den samme grundlæggende formfaktor, og med nutidens øjne kedelige grå farve, som den oprindelige PlayStation. Blot er minikonsollen 45 procent mindre end den originale konsol.

Den lille konsol skal fodres med strøm via en helt almindelig USB-adapter (som ikke medfølger), og tilsluttes stuens fladskærm via et HDMI-kabel. Der følger to controllere med i pakken, som selvfølgelig også er formgivet som de oprindelige af slagsen.

Sony fortæller at der i alt vil ligge 20 spil forudindlæst på konsollen her i blandt Final Fantasy VII, Jumping Flash, R4 Ridge Racer Type 4, Tekken 3 og Wild Arms. Det endelige udvalg af spiltitler afhænger af hvilken region konsollen sælges i.

Det vil ikke være muligt selv at lægge spil ind på konsollen, ligesom du ikke kan genindlæse eventuelle “savegames”, du måtte have liggende på hukommelseskort fra gamle dage.

PlayStation Classic har fået en vejledende europæisk udsalgspris på 99.99 Euro, men prisen i de danske butikker er endnu ikke offentliggjort.

Kommentarer

Skrevet af

Thomas Berger

REDAKTØR: Har igennem en årrække skrevet om alt fra computerspil og forbrugerelektronik til tegneserier og ikke mindst legetøj i både aviser og magasiner, og besøger hellere legetøjsbutikker end museer på en ferie. Far til to.

    Tags: , , , , , , , ,