Anmeldelse: Voltron og Lego Ideas til universets forsvar Anmeldelser

Fem løver og en kæmperobot er 80’er nostalgi for alle klodserne

Voltron tårner sig med sine i alt 2321 klodser godt 40 cm. fra løvefod til vingespids og er knap 21 cm. over skuldrene. Kæmperobotten er således både det største og dyreste Lego Ideas sæt til dato.

Sættet er baseret på den amerikanske tegnefilmserie ‘Voltron: Defender of the Universe’, der igen tager udgangspunkt i den japanske anime-serie ‘Beast King GoLion’.

Historierne om fem piloter med hver deres robotløve, som så kunne forenes til Voltron, dukkede op på tv-skærmen i 1984 samtidig med at sattelitkanalerne gjorde deres indtog i blandt andet Danmark.

 

Masser af udfordringer på vejen mod det endelige sæt

Det er den filippinske Lego-entusiast  Leandro Tayag, som lagde sit Voltron-projekt online på Lego Ideas-websiden i april 2016.

Og det tog ikke mere end måned før projektet havde opnået de 10.000 stemmer, som er nødvendige for at ryge videre til Legos bedømmelsesudvalg, der afgør om et sæt skal sættes i produktion.

“Jeg har altid været fan af superrobotter fra 70’erne og 80’erne. Mine forældre købte en Voltron legetøjsrobot til mig da jeg var barn, og jeg har været vild med det siden,” husker  Leandro Tayag i sættets byggevejledning.

Leandro Tayag fortæller blandt andet, at han i sit arbejde med det oprindelige projekt endte med at designe hovederne om flere gange, for at få detaljerne på plads.

Ligesom løvernes ben var en udfordring, fordi de både skulle kunne foldes pænt væk, men stadig se godt ud når de var i funktion.

Voltron præsenterede også Legos eget designhold for en række udfordringer, og ifølge Niek van Slagmaat, der var chefdesigner på sættet, tog det lang tid at nå frem til en model, der var stabil, holdbar og mulig at formidle i en byggevejledning.

Byggeoplevelse med indbygget deja-vu

Lego Ideas-sættet byder på hele seks hæfter med byggevejledninger. En for hver af de fem løver og så et hæfte der, foruden byggevejledning til robottens sværd og skjold, viser hvordan løverne skal kombineres for at danne Voltron.

Der er praktisk fornuft i at fordele byggevejledningen på seks hæfter. Men det føles mindre lækkert end vanligt, hvor Lego Ideas-vejledningerne er limet i ryggen snarere end hæftet.

De 2321 klodser er fordelt i 16 nummererede poser, og det er således nemt blot at bygge en enkelt løve ad gange, hvis der nu skulle være behov for naturlige pauser i konstruktionslegen. Eller hvis du vil invitere andre med i legen.

Parvis er løverne til benene og armene meget ens byggeoplevelser, hvor kun små detaljer adskiller dem – det giver en fornemmelse af deja-vu undervejs.

Den sorte løve er mere kompleks at bygge, og da det samtidig er den, der ender med at udgøre Voltrons bærende midte, er den i sagens natur også væsentlig større end de andre fire løver.

 

Voltron er en massiv klods på halvandet kilo

Nu er Lego-klodser i sagens natur klodsede at have med at gøre, og det kommer også til udtryk når Voltron skal samles. Det er ikke bare lige at klikke de fem løver sammen.

Hver af de fire mindste løver skal have foldet benene sammen, og den gule og blå løve “knækkes” på midten, så de fungerer som Voltrons fødder.

Samtidig skal den sorte løves skulderled og ben klikkes af og vendes omkring, før den er klar til at blive monteret med kæmperobottens arme og ben.

Det er ikke lige noget, der kan gøres i et snuptag. Til gengæld er selve løsningerne til at montere løver som arme og ben svært fascinerende. På en gang elegante og enkle men samtidig solide.

Samlet er Voltron en massiv klods på 1,5 kilo Lego – den er ikke sådan lige til at lege med. Der er bevægelighed i skuldre, håndled og hoved, men heller ikke mere. Hvilket skyldes de nødvendige hensyn til robottens stabilitet.

Og Volron er stabil, når den står og tårner med sit 29 cm. lange sværd og tilhørende skjold. Det er et imponerende Lego Ideas, som du ikke engang behøver være fan af 80’ernes tv-serie for at sætte pris på.

 

Lego Voltron
Produktnummer: 21311
Pris: 1499 kr.

Kommentarer

Skrevet af

Thomas Berger

REDAKTØR: Har igennem en årrække skrevet om alt fra computerspil og forbrugerelektronik til tegneserier og ikke mindst legetøj i både aviser og magasiner, og besøger hellere legetøjsbutikker end museer på en ferie. Far til to.

    Tags: , , , , , ,