Stan Lee optages i legetøjsbranchens Hall of Fame Nyheder

Spider-Mans skaber hædres for sin indflydelse på børn leg

Brancheorganisationen The Toy Association har i år besluttet at optage tegneserieskaberen Stan Lee  i ‘Toy Industry Hall of Fame’.

Stan Lee, der i november gik bort i en alder af 95 år, var manden der i 1960’erne  var hovedkraften bag revitaliseringen af forlaget Marvel Comics superheltetegneserier, og blandt andet har skabt figurer som Spider-Man, Fantastic Four, Iron Man, Hulk med mange flere.

Samtidig med Stan Lee optages også Brian Goldner, formand og direktør for Hasbro, samt afdøde Joe Mendelsohn, der var direktør for legetøjsfirmaet Kenner Products.

 

I legendarisk selskab

“Stan Lee, Brian Goldner og Joe Mendelsohn repræsenterer den passion, kreativitet og forretningsmæssige kløgt, som er kendetegnende for medlemmerne af ‘Toy Industry Hall of Fame’. De har skabt elskede figurer og produkter, som har kunnet modstå tidens tand og samtidig demonstreret en dedikation for underholdning og legetøj,” udtaler Steve Pasierb, direktør for The Toy Association.

Som medlemmer af ‘Toy Industry Hall of Fame’, der blev stiftet i 1984, får Stan Lee, Brian Goldner og Joe Mendelsohn blandt andet selskab af Ruth Handler (Barbie), Jim Henson (Muppet SHow) og George Lucas (Star Wars).

Kommentarer

Skrevet af

Thomas Berger

REDAKTØR: Har igennem en årrække skrevet om alt fra computerspil og forbrugerelektronik til tegneserier og ikke mindst legetøj i både aviser og magasiner, og besøger hellere legetøjsbutikker end museer på en ferie. Far til to.