fbpx

Ti ting du, måske, ikke vidste om Lego Duplo

/
/
img

Legos store lillebror fylder 50 år – vi har taget et kig på klodsernes historie

Duplo er den store klods til de små hænder. Siden de første sæt blev lanceret i 1969 har Duplo for millioner af børn verden over været det første møde med Lego – og for mange ganske sikkert kimen til en livslang kærlighed til de danske klodser.

For at fejre den store klods’ 50 års jubilæum har vi taget et kig ned i Duplos historie, som selvfølgelig starter nogle år før 1969 – Lego fik faktisk allerede den 29. november 1967 patent på et system, hvor store og små klodser kunne kombineres med hinanden.

Duplo er dobbelt så stort …

En Duplo-klods med otte knopper er præcis dobbelt så stor på alle ledder og kanter som en tilsvarende helt almindelig Lego-klods med otte knopper.

 

… og deraf kommer navnet!

Navnet Duplo har sin oprindelse i det latinske ord ‘duplex’, der ganske enkelt betyder dobbelt. Hvilket selvfølgelig refererer til klodsernes størrelse.

 

Klodserne kunne have været endnu større

Lego eksperimenterede med flere forskellige størrelser på Duplo-klodserne, da de var under udvikling. Blandt andet flirtede Lego med en tre gange så store klods, som blev produceret og testlanceret i Sverige i 1968, inden Duplo fandt sin endelige størrelse ved lanceringen i 1969.

 

Lego og Duplo passer selvfølgelig sammen

Grunden til at knopperne på en Duplo-klods er hule skyldes ene og alene, at de på den måde kan sættes sammen med helt almindelige Lego-klodser, og således passer ind i det såkaldte Lego System.

 

Fire faver må være rigelig!

Da de første Duplo-klodser blev lanceret i 1969, var de kun tilgængelige i fire farver: Rød, gul, blå og hvid. Sidenhen er der heldigvis kommet mange flere farver til.

 

Legos logo er da grønt

Da de første Duplo-sæt kom på markedet i 1969, var æskerne forsynet med et grønt Lego-logo. Det blev dog erstattet af det almindelige røde logo allerede i 1971.

 

Den røde kanin

Duplo-logoet med den røde kanin kom til verden i 1978. Logoet hænger sammen med en forretningsmæssig beslutning fra Legos side om at fokusere på Duplo som et selvstændigt varemærke.

Logoet redesignes i 1997 så kaninen får begge sine ører og øjenkontakt med sit publikum. I 2007 justeres logoet yderligere så ørene stritter mere og bagbenet kan ses. Endelig bliver kaninen i 2014 vendt, så den kigger mod højre.

 

Duplo-figurer uden arme og ben

De første Duplo-figurer ankommer i 1977. De er temmelig firkantede, simple i deres design og så har de hverken arme eller ben. Først i 1983 finder de en form, der minder om de figurer, som produceres i dag med bevægelige lemmer. Til forskel fra almindelige Lego minifigurer kan Duplo-figurer ikke skilles ad.

 

Lego Duplo droppet flere gange

Duplo-navnet er blevet forsøgt droppet flere gange – uden held. I 1977 omdøbte Lego produktserien til Lego Preschool, men blot to år efter vendte Duplo-navnet tilbage. Og i 2002 forsøgte Lego sig med navnet Lego Explore, hvilket heller ikke holdt mere end et par år.

 

Duplo og Plys på honningjagt

Det er i år 20 år siden det første Duplo-sæt baseret på en licens blev lanceret – i 1999 udkom nemlig syv sæt baseret på Disneys udgave af ‘Peter Plys’. Den mest populære Duplo-serie produceret på licens må imidlertid være ‘Byggemand Bob’, hvor der til dato er udgivet 25 sæt.

 

   Læs også: Sådan rengører du Lego-klodser

 

Kilder:
Lego.com
Wikipedia
lego.fandom.com

This div height required for enabling the sticky sidebar
Ad Clicks : Ad Views : Ad Clicks : Ad Views : Ad Clicks : Ad Views :