fbpx

Star Wars har gjort Lego trekantet Artikler

Lego Star Wars fejrer 20 års jubilæum, vi har derfor taget en snak med Lego-designer Michael Lee Stockwell

Lego designer Michael Lee Stockwell“Undskyld mig lige et øjeblik, jeg skal lige hente en æske,” kommer det fra Lego-designer Michael Lee Stockwell, da han hører vores spørgsmål.

Han er på besøg i Lego-butikken på Strøget i København i anledning af lanceringen af Lego Star Wars’ 20 års jubilæumssæt. Samtalen er faldet på, hvordan udviklingen af Lego-klodser specifikt til Star Wars-sæt har påvirket Lego mere generelt.

“Det her er et Lego-element, som oprindeligt blev udviklet af Star Wars-holdet udviklede, men som nu er i brug i rigtig mange Lego-sæt,” siger Michael Lee Stockwell og peger på den æske, han lige har hentet.

 

Jar Jar Binks var den første

Major Vonreg’s TIE FighterHan har hentet det nyligt lancerede Lego-sæt ‘Major Vonreg’s TIE Fighter’, og peger på de trekantede Lego-plader, der findes i både en højre og venstre udgave, og som rumskibets vinger er bygget af.

“Det er et rigtig godt eksempel på et Lego-element, som oprindeligt blev lavet til Star Wars, hvor vi havde behov at kunne skabe de helt rigtige vinkler i forhold til filmforlægget. Men i dag bruges elementet i rigtig mange forskellige sæt,” forklarer Michael Lee Stockwell.

Sædvanligvis bestræber Legos designere sig nemlig på at udvikle såkaldte universelle elementer, som kan benyttes på tværs af alle temaer. Men selv mere specielle dele som cockpit-vinduet fra en TIE Fighter finder ifølge designeren ofte anvendelse andre steder: “når det skifter farve og dekorationer, er det pludselig noget helt andet.”

Jar Jar BinksOgså specialstøbte hoveder til Lego-minifigurer har sin oprindelse i Star Wars-temaet, hvor figuren Jar Jar Binks var den første af slagsen.

“Vi er suverænt det tema, der har produceret flest af de her specialhoveder. Hvis du har lejlighed til at besøge Lego House, så er der i kælderen en hel Lego-tribune fyldt med Star Wars-minifigurer, som du bør se,” opfordrer Lego-designeren.

 

Star Wars skyder på det hele

Lego spring-load-shooter

At indbygge en affyringsmekanisme i en 1×4 Lego klods var en teknisk udfordring for Lego Star Wars designholdet – i dag bruges klodsen i flere forskellige Lego-temaer

“Vores ‘spring-load-shooter’ er også et godt eksempel på et Star Wars-element, der nu bruges i flere temaer, og som jeg var involveret i udviklingen af,” fortæller Michael Lee Stockwell.

Mens der findes masser af legetøj, hvor du kan indsætte en plastikpil og affyre den, så var ambitionerne fra Lego-designernes side, at affyringsmekanismen ikke måtte fylde mere end en 1×4 Lego-klods. Og så skulle pilen kunne indsættes fra begge sider.

“Vi ville gerne undgå den situation, hvor barnet fik bygget en shooter ind i modellen, og så fandt ud af, at den var vendt forkert og må flå det hele fra hinanden for at rette op på fejlen. Det var ikke nemt at designe – folk tænker, at selvfølgelig kan pilen sættes ind fra begge sider. Men det var bestemt ikke en selvfølge,” slår Lego-designeren fast.

 

Star Wars på stylter

“Nogle af de Star Wars-sæt der er mest udfordrende at bygge er vor vi laver noget med en funktion. Som for eksempel en X-Wing hvor vingerne skal kunne åbne og lukke,” fortæller Michael Lee Stockwell.

Derfor bliver sådanne sæt også testet grundigt, og en robot sættes til at åbne og lukke vingerne flere tusinde gange. Langt forbi det punkt Lego-designerne regner sættets levetid for at være.

Men også de såkaldte ‘walkere’ som AT-AT og AT-ST udgør ifølge Lego-designeren noget af en udfordring, da det er relativ meget vægt, som skal balancere højt oppe på de lange ben, samtidig med at de gerne skal kunne posere.

“Det ville være umuligt at løse uden Lego Technics elementer, men samtidig er vores udfordring jo, at det helst ikke skal ligne en Lego Technics model, når vi er færdige,” lyder det fra designeren.

 

De ‘glemte’ Star Wars rumskibe

Michael Lee Stockwell peger på den store Ultimate Collectors Series udgave af Tusindårsfalken ved siden af os, da vi vil vide, om han har nogle personlige favoritter blandt de mange Lego Star Wars-sæt.

Sith Fury-class Interceptor fra Star Wars Old Republic

Sith Fury-class Interceptor fra Star Wars Old Republic er en af Michael Lee Stockwells personlige favoritter.

“Jeg kan ikke lade være med at være forelsket i nogle af de her USC modeller. Jeg har ikke selv haft lejlighed til at bygge sådan en – det kræver jo, at du har tid i dit program til sådan et projekt,” fortæller han.

Af personlige projekter peger Lego-designeren blandt andet på den TIE Fighter, som var blandt de sæt, der knyttede sig til onlinerollespillet Star Wars Old Republic. Et rumskib der hører til i det såkaldte expanded universe, og som han næppe får mulighed for at vende tilbage til, da det ikke er en del af selve filmenes univers.

“Da vi lavede tegnefilmene Droid Tales og Yoda Chronicles i samarbejde med Disney, der designede jeg også et sæt baseret på figuren Jek 14 og hans E-Wing rumskib, som heller ikke teknisk set er med i filmene. Men de er en del af Lego-universet, så jeg fik lov at lave dem – det var også cool,” afslutter Michael Lee Stockwell.

 

Michael Lee Stockwell er også designeren bag Legos nyligt lancerede jubilæumsudgave af dusørjægeren Boba Fetts rumskib Slave 1. Læs vores anmeldelse lige her.

Kommentarer

Skrevet af

Thomas Berger

REDAKTØR: Har igennem en årrække skrevet om alt fra computerspil og forbrugerelektronik til tegneserier og ikke mindst legetøj i både aviser og magasiner, og besøger hellere legetøjsbutikker end museer på en ferie. Far til to.

    Tags: , , , , , , , , , , , , ,