fbpx

Legetøjsminder: Læs for Livet-stifter Rachel Röst

/
/
img

Gid jeg havde haft Lego – ikke det lyserøde fis – men piratskibe og Star Wars!

Litteratur kan forandre liv. Så enkelt er såvel budskabet som missionen for nonprofit-organisationen Læs for Livet, der siden 2012 har doneret over 150 biblioteker til institutioner over hele landet.

Læs for Livet indsamler bøger fra private, forlag, anmeldere, forfattere med flere for at samle dem i biblioteker på institutioner, hvor udsatte børn og unge opholder sig – så de har adgang til et bogudvalg, der både tager udgangspunkt i deres egne ønsker, og er fagligt gennemtænkt.

Organisationen er stiftet af børnebogsforfatter og cand. mag i litteraturvidenskab Rachel Röst, der selv blev anbragt som 16-årig, og fik sin livsbane formet af bøger og læselyst.

Hvis du gerne vil donere bøger til Læs for Livet, kan du se hvilke biblioteker, der har indsamlingskasser stående.

 

Hvilket stykke legetøj var det bedste, du havde som barn?

Da jeg var barn, var min familie temmelig fattige, så legetøj var ikke det, jeg havde mest af. Men én jul fik jeg alligevel det, jeg ønskede mig højest. Det legetøj, som jeg havde sat det største kryds ved i BR-kataloget. En støvle. Den var i plast og kunne åbnes. Indeni var et dukkehus, og jeg kunne sidde længe og lade de små dukker gå på arbejde og komme hjem. Komme op at skændes og blive gode venner igen. De havde mest et voksent hverdagsliv, så min fantasi var ikke særlig vild.

 

Hvilket stykke legetøj har du ønsket dig allermest – uden nogensinde at have fået det?

Da jeg kom i skole, havde de andre børn tit et stykke legetøj med i skole, og jeg kunne blive voldsomt misundelig. Min mor og jeg havde undtagelsesvis været i biografen og set E.T., (jeg tudede hele vejen hjem), og når Kenneth havde sin store E.T.-figur med i tasken, led jeg indeni. Man kunne endda trykke på en knap og så lyste den finger, det lille væsen rakte mod universet. Jeg ønskede mig brændende den figur, og bare jeg ser en plakat for E.T. eller lignende den dag i dag, tænker jeg på Kenneth med misundelse.

 

Hvad er det bedste stykke legetøj, du nogensinde har mistet eller ødelagt?

Jeg havde fået modellervoks i alle verdens farver, og af de lange pølser formede jeg omhyggeligt kager, dyr og mennesker. Så fik jeg den idé, at jeg kunne udstille dem ved at sætte dem ovenpå el-radiatoren. Jeg glemte dem lidt, indtil min mor fik et raserianfald. Modellervoksen var smeltet ned af radiatoren, og selvom min mor skrabede og vaskede, så kunne de farvede pletter ikke komme af. ”Ikke mere modellervoks til dig.”

 

Hvad leger du allerhelst med sammen med dine egne børn?

Min store søn er blevet 23 år, men da han var lille, holdt jeg meget af at lege med tog sammen med ham. Vi byggede en kompliceret bane på hele stuegulvet og med bakker og broer. Så legede vi fangeleg med toge. Vi tog passagerer med – og kørte dem ned sommetider, hvis de havde været onde.

 

Er der noget legetøj, du bare kigger på og tænker – orv, gid, jeg havde haft det som barn?

Jeg ville ønske, at jeg havde haft Lego som barn. Det havde givet så mange muligheder. Klodserne kan skabe lige den verden, man ønsker. Og det skulle ikke være det lyserøde fis. Men noget med piratskibe og Star Wars. Jeg dagdrømte ofte om at blive bortført af pirater. Og i videobutikken, ovre i Amager Centret, stod jeg engang i knap to timer og så den første Star Wars-film, som de viste på et tv i vinduesudstillingen.

 

Er der et stykke legetøj, som du bare aldrig nogensinde har kunnet se pointen i?

Jeg forstår ikke legetøjsstrygejern, støvsugere og den slags. Og som regel er de lyserøde. Den slags ville jeg nærmest nedlægge forbud mod, hvis jeg havde en datter. Helt ærligt. Hvad er det lige, vi prøver at sige.

 

Hvad er dit bedste stykke voksenlegetøj?

Jeg kan helt banalt ikke håndtere livet uden min smartphone. Her er både underholdning og arbejde. Den er både en tidssluger og en livsredder. Som når jeg spiller Wordfeud, men telefonen også har alle mine påmindelser, fordi min hukommelse er for dårlig. Ja, jeg skal huske at tage mine vitaminpiller, svarer på den mail, gå på posthuset – og hov, der var lige en sjov Facebook-historie.

This div height required for enabling the sticky sidebar
Ad Clicks : Ad Views : Ad Clicks : Ad Views : Ad Clicks : Ad Views :