fbpx

Legetøjsminder: Serieskaber Lars Kramhøft Artikler, Legetøjsminder

Lars Kramhøft ved tegnebordet

Jeg lavede min egen R2D2 ud af en lokumsrulle, Lego og tape

Dagbog fra Afgrunden – en historie om at være ung og kæmpe med angst, ensomhed og ulykkelig kærlighedDen danske tegneserieskaber Lars Kramhøft er netop nu udgivelsesaktuel med den grafiske fortælling Dagbog fra Afgrunden – en historie om at være ung og kæmpe med angst, ensomhed og ulykkelig kærlighed.

Udgivelsen er en del af forlaget Gyldendals nyligt lancerede serie Mellem_Rum, der er bøger rettet mod læsesvage unge. Og hvor overskuddet går til organisationen Læs for Livet.

Lars Kramhøft modtog tidligere i år Deleuran Prisen for bedste danske tegneserieforfatter for tegneserien Fandenivoldsk, som han har lavet i samarbejde med tegneren Tom Kristensen.

 

Hvilket stykke legetøj var det bedste, du havde som barn?

Favoritterne var en håndfuld bamser, som havde hver deres faste personlighed og optrådte i forskellige lege, hvor de tog på eventyr a la Rasmus Klump, Ducktales og Tintin.

De var også hovedpersonerne i de første tegneserier, jeg lavede som barn. Så legen udviklede sig til at fortælle historier.
Jeg var også helt vild med diverse actionfigurer fra Turtles til G.I. Joe. Dengang var superheltefigurer et særsyn i Danmark, så jeg legede typisk at G.I. Joe-figurerne var mutanter i et X-men agtigt univers.

Jeg legede mest alene. Så det var meget noget med at bygge fortællinger op med faste figurer inspireret af det, jeg så, læste eller fik læst højt.

 

Hvilket stykke legetøj har du ønsket dig allermest – uden nogensinde at have fået det?

Jeg husker, at være ved at blive vanvittig af ikke at kunne opdrive Jokeren og Two-face fra den serie af figurer, der kom i forbindelse med Batman-serien i Snurre Snups Søndagsklub. Man kunne kun få Poison Ivy. Catwoman, Clayface og The Riddler. Men jeg kunne jo se billederne af de to andre bagpå æskerne, så jeg vidste de fandtes derude. Det var tortur!

Jeg ville også på et tidspunkt gerne have en R2D2, som jeg ikke kunne få. Men så lavede jeg min egen ud af en lokumsrulle, noget Lego og tape, så det var jo egentlig en meget bedre løsning.

 

Hvad er det bedste stykke legetøj, du nogensinde har mistet eller ødelagt?

Da Spawn kom som tegneserie på dansk måtte en af mine Batman-figurer lide den tort at blive re-made til en slags spawn. Jeg klippede ørerne af ham, malede ham sort og gav ham en fesen rød kappe på.

Og så sprang jeg også engang en Robocop actionfigur i stykker med et kanonslag. Det lyder ret bølle-agtigt, men jeg tror generelt jeg passede ret godt på mine ting.

 

Er der noget legetøj, du bare kigger på og tænker – orv, gid, jeg havde haft det som barn?

Det må nok være noget af alt det superhelte Lego, der er kommet. Jeg havde Lego som barn, men det med superheltene var der længe imellem. Det var i hvert fald ikke så almindeligt, som det er i dag. Eller superheltefigurer i det hele taget.

 

Er der et stykke legetøj, som du bare aldrig nogensinde har kunnet se pointen i?

Nu har jeg ikke beskæftiget mig med legetøj i mange år, men jeg har altid syntes, det var fucked up med de der dukker, der kan tisse.

Men jeg forstår selvfølgelig godt, at formålet er at indoktrinere piger til at blive børnepassere. Generelt har jeg faktisk aldrig gidet det legetøj, der bare trænede en til voksen-arbejde, altså legetøjsværktøj, plæneklipper og alt sådan noget. Computerspil siger mig heller ikke noget.

 

Hvad er dit bedste stykke voksenlegetøj?

Det har jeg ikke rigtig noget af. Gadgets og sådan noget interesserer mig på ingen måde. Jeg har nogle beanie boos, min kæreste har givet mig, siddende der hvor jeg arbejder, men det vil jeg ikke kalde voksenlegetøj. Jeg vil hellere bruge mine få, hårdt tjente penge på plader, bøger, tegneserier, kultur og den slags.

Kommentarer

Skrevet af

Thomas Berger

REDAKTØR: Har igennem en årrække skrevet om alt fra computerspil og forbrugerelektronik til tegneserier og ikke mindst legetøj i både aviser og magasiner, og besøger hellere legetøjsbutikker end museer på en ferie. Far til to.

    Tags: , , , , ,