fbpx

Sig Voxl til dine byggeklodser Artikler

Ny dansk kubeformet byggeklods sætter gang i børns kreative leg

Jacob Benedictus

For blot et par år siden sad Jacob Benedictus med et par byggeklodser i hånden og ærgrede sig over, at det ikke lod sig gøre at bygge sidelæns med klodserne.

En idé begyndte at tage form. I første omgang tog han en byggeklods og skrev ”+” og ”-” i hver af dens hjørner med en tusch – bare for at se om det ikke kunne virke. Næste skridt var at tegne klodser med huller og tappe i et tegneprogram.

Ideen var ikke helt dum.

 

Byggeklodsen Voxl er klar til leg

I starten af september i år kunne Jacob Benedictus så endelig, sammen med sin kone og bror, lancere byggeklodsen Voxl.

Voxl henter sit navn fra begrebet voxel, der indenfor computergrafik er en 3D udgave af en pixel –  en kubeformet pixel så at sige. Hvilket illustrerer at Voxl Blocks lader børn bygge figurer og konstruktioner i både to og tre dimensioner.

SkalViLege.Nu har taget en snak med Jacob Benedictus om udfordringerne og glæderne ved at udvikle et helt nyt stykke legetøj.

 

I starten af september i år kunne Jacob Benedictus så endelig, sammen med sin kone og bror, lancere byggeklodsen Voxl

 

Hvis du nu skal skære helt ind til benet – hvad gør så Voxl Blocks til et godt stykke legetøj?

Voxl Blocks kan være både meget simpelt og meget komplekst. Det udfordrer børnene i øjenhøjde i forhold til det stadie, de er på.

Børnene udvikler selv sværhedsgraden i takt med de opdager mulighederne med legetøjet. Det er muligt for børnene at lave helt simple figurer eller mønstre, men med tiden kan de bygge store komplekse figurer i tre dimensioner.

Og så går det vildt hurtigt at bygge med dem. På meget kort tid kan du have bygget meget store figurer, for du sætter bare hele tiden nye klodser på, uden at skulle rode for meget efter den helt rigtige klods. Lidt på samme måde som i spillet Minecraft, hvor du sætter blokkene sammen én efter en.

 

Når der er sagt klodser, så er der også sagt Lego – det må kræve en vis mængde is i maven at kaste sig over at lave konstruktionslegetøj i Danmark?

Lego er et fantastisk legeunivers. Jeg legede selv med det som barn, og vores egne drenge har store kasser med dem stående.

Når det er sagt synes jeg det er mærkværdigt, at de stort set har produktkategorien byggeklodser for sig selv. Der findes en masse dårlige 1:1 kopier fra bl.a. Kina, og det synes jeg er kedeligt.

Vi har lavet en byggeklods, der adskiller sig ved både egenskaber, udseende og størrelse. På den måde har vi lavet et helt byggesystem med en enkelt type klods, hvor Lego-systemet er afhængige af at sætte mange forskellige typer klodser sammen. Når jeg har leget Lego med mine drenge, synes jeg ofte, at vi skal lede længe for at finde de klassiske klodser, da der efterhånden er så mange forskellige komponenter at vælge mellem.

Med vores egne børn har vi oplevet, at når de har fået pakkerne med Lego, bygger vi det metodisk op efter byggevejledningerne. Når det så efter et par dage er skilt ad, bliver det aldrig samlet igen og bliver bare lagt ned i kassen.

Det er præcis det vi gerne vil udfordre med Voxl Blocks. Vi vil have kreativiteten og det intuitive ind i legen når du bygger. Vi vil have børnene til at tænke, bygge, justere, bygge mere, lege og nedbryde igen. Det skal være simpelt men med mulighed for at bygge komplekst.
Vi har en meget lang rejse foran os, men vi drømmer om at blive et reelt alternativ til Lego.

Det at skabe Voxl Blocks var, som du skriver på jeres blog, det ikke blot lige at 3D-printe. Men havde I prøvet noget lignende før?

Da jeg fik ideen og udviklede den parallelt, sad jeg i et skønt og trygt job som specialkonsulent indenfor økonomistyring i det offentlige. Så jeg har arbejdet sideløbende med udviklingen af Voxl Blocks, hvilket har været en lang men sjov rejse.

Alt var nyt for mig. Der skulle laves indledende tegninger med industriel designer og værktøjsproducent, laves prototype af værktøjet, testet prototyperne i daginstitutioner os så videre.

Læringskurven har været og er stadig stejl. Men det er fantastisk fornemmelse når vi vågner hver morgen og kan gøre det vi brænder for.
Iværksætterånden har min bror Søren, der er medejer og jeg nok fra vores forældre. De byggede en termorudevirksomhed op fra bunden og endte med at sælge den i slut 90’erne. På det tidspunkt var der mere end 250 ansatte og den var blandt Europas største inden for branchen.

 

Voxl Blocks kan være både meget simpelt og meget komplekst.Hvad har i udviklingsforløbet været de største udfordringer  og triumfer?

Vi har løbende været nervøse for, at projektet skulle kuldsejles. Der var så meget der kunne gå galt undervejs.

Det har for eksempel  været i forhold til de tekniske udfordringer med at få værktøjet til at have den helt rette tolerance, med en margin på 1/1000 af en millimeter, for at få det helt rette slip på klodsen, uden at den blev hverken for stram eller for løs.

Det har også været når vi skulle have vores designbeskyttelse, om der var noget der kunne have gået galt der. Eller i forhold til vores test på laboratorier i Tyskland i forbindelse med at få produktet CE godkendt. For ikke at tale om nervøsiteten i forbindelse med vores lancering.

Men der var også tidspunkter i processen, hvor jeg så til gengæld følte, at den sad lige i skabet: Første gang jeg tegnede en primitiv udgave af klodsen i et tegneprogram, kopierede den, og byggede forskellige figurer i tegneprogrammet. Der vidste jeg, at det kunne blive et fedt legetøj!

Eller da jeg testede de første prototyper og byggede nogle ret vilde ting med dem. Det var en fantastisk lettelse at se klodserne virkede som tiltænkt.
Men den måske aller fedeste fornemmelse i processen var, da vi besøgte nogle af de institutioner, der testede legetøjet og oplevede at børnene legede helt vildt meget med dem. Der fik jeg altså en klump i halsen.

Hvordan har børn reageret på Voxl Blocks?

Børnenes reaktioner er det allervigtigste for os – og derfor er vi så glade for at se hvordan de leger og fordyber sig i legen med Voxl Blocks.

Det er fantastisk at se, når vi sætter en kasse med klodser ned foran børn for første gang. Hvordan de bare tager det til sig med det samme og begynder at bygge. Nogle bygger huse, andre fokuserer på mønstre og så er der nogen der bygger våben, som de tager op og leger med.

 

Hvad har du på tegnebrættet for Voxl Blocks fremadrettet?

Vi har masser af ideer på tegnebrættet til udvikling af Voxl Blocks, og de vil blive rullet ud løbende. Vi forventer at der indenfor de næste fire-fem måneder kommer en mindre udgave af klodsen. Der er også nye farver på vej, sorte, grå og hvide klodser.

Vi lancerer en glat flise, der kan sættes på klodsen på alle sider så, at du kan sætte dem på siderne som mosaikker. Og arbejder hen mod et koncept, der ligner metoden hvor huse bygget af betonelementer får noget beklædning på efterfølgende. På den måde vil vi kunne beklæde klodserne med for eksempel mursten-look, bogstaver, vinduer og så videre.

Hen ad vejen vil vi også gerne tilføre figurer og flere typer af klodser med videre – men med fokus på at holde det simpelt.

 

Kommentarer

Skrevet af

Thomas Berger

REDAKTØR: Har igennem en årrække skrevet om alt fra computerspil og forbrugerelektronik til tegneserier og ikke mindst legetøj i både aviser og magasiner, og besøger hellere legetøjsbutikker end museer på en ferie. Far til to.

    Tags: , ,