fbpx

Ni sjældne Lego minifigurer til en formue

/
/
img

Du skal have den store pengepung frem for at få fat på de allermest sjældne Lego-figurer.

Lego minifiguren, som den ser ud i dag, kom til verden i 1978. Udformningen tilskrives Lego-designeren Jens Nygaard Knudsen, og da figuren fejrede 40 års jubilæum var der blevet produceret mere end fire milliarder figurer.

En Lego minifigur er blot fire Lego-klodser høj, men de er ikke alle skabt lige – nogle minifigurer er nemlig væsentlig mere sjældne end andre. Og derfor også væsentlig mere værdifulde – vi har fundet frem til de ti mest kostbare Lego minifigurer.

Læs også: 11 sjældne Skylanders til en formue

Mr Gold er kun produceret i 5.000 eksemplarer

Mr Gold

Figuren Mr. Gold var en af de figurer, som i 2013 kunne findes i Lego Minifigures Serie 10 – men han var et langt sjældnere syn end de 16 andre figurer i denne serie. Han er nemlig kun produceret i 5.000 eksemplarer, så der skulle en del held til at finde en af de nummererede figurer. Anslået værdi: 13.000 kroner.

Marvel-superheltene blev benyttet som giveaway ved New York Toy Fair i 2012

Captain America og Iron Man

Disse to Marvel-superhelte blev benyttet som giveaway ved New York Toy Fair i 2012, og findes angiveligt ikke i mere end cirka 275 eksemplarer hver. 

En pudsig detalje ved Captain America-figuren er, at det faktisk er Bucky Barnes og ikke Steve Rogers. Og læg mærke til, at Iron Man-hjelmen er trykt direkte på  figurens hoved – i de senere almindelige Lego-sæt har figuren en regulær hjelm, der kan tages af og på. Anslået værdi: 50.500 kroner stykket.

Læs også: Hvad er dit gamle legetøj værd?

Filminstruktøren og skaberen af Star Wars, George Lucas, findes naturligvis også som Lego minifigur

George Lucas Prototype

Filminstruktøren og skaberen af Star Wars findes naturligvis også som Lego minifigur. Figuren er dog ikke lanceret kommercielt, men blev benyttet i en udstilling i forbindelse med begivenheden Star Wars Weekend som Disney afholdte i 2010. Figuren kan desuden ses i bogen Lego Star Wars Visual Dictionary. Anslået værdi: 18.000 kroner.

Denne udgave af C-3PO i orange plast er mildest talt ikke særlig køn – den er til gengæld sjælden

C-3PO prototype

Denne udgave af Star Wars droiden C-3PO i orange plast er mildest talt ikke særlig køn – den er til gengæld sjælden. Det er nemlig en af de prototyper, som Lego lavede i 1999, før de allerførste Star Wars Lego-sæt kom på markedet. Figuren er således ikke lanceret officielt, og det er usikkert hvor mange eksemplarer den findes i. Anslået værdi: 26.600 kroner.

Star Wars droiden C-3PO er lavet i en unik udgave støbt i sølv

C-3PO i sølv

C-3PO er også lavet i en unik udgave støbt i sølv. Denne figur kunne vindes i forbindelse med fejringen af Star Wars’ 30 års jubilæum i 2007 ved Star Wars-messen Celebration IV. Anslået værdi: 237.000 kroner.

Samme år blev der også udloddet en enkelt C-3PO Lego minifigur udført i bronze ved San Diego Comic Con. Anslået værdi: 223.000 kroner.

Endelig blev jubilæet også fejret med en konkurrence i april-nummeret af Lego Magazine, hvor der blev udloddet i alt fem eksemplarer af C-3PO lavet af 14 karat guld. Anslået værdi: 180.000 kroner.

Dusørjægeren Boba Fett er en af de mest populære figurer i Star Wars-universet

Boba Fett i guld, sølv og hvid plast

Dusørjægeren Boba Fett er en af de mest populære figurer i Star Wars-universet. Dette sæt, med en Boba Fett Lego minifigur i henholdsvis 14 karat guld, sterling sølv og hvid plast monteret i en ramme, er derfor meget eftertragtet.

Sættet med de tre figurer findes kun to eksemplarer. Det ene blev givet væk i en konkurrence på San Diego Comic Con i 2018, det andet ved Star Wars-messen Celebration V samme år. Anslået værdi: 246.000 kroner.

Boba Fett er også lavet i bronze i to eksemplarer, som blev benyttet til en giveaway den 4. maj i 2010. Anslået værdi: 126.000 kroner.

Star Wars droiden i hvidguld findes kun i et eneste eksemplar

R2-D2 i hvidguld

Star Wars droiden i hvidguld findes kun i et eneste eksemplar, som den 4. maj 2018 blev udloddet blandt de af Legos kunder, som har et såkaldt Black VIP Card. Vinderen modtog figuren allerede monteret i en lille æske af akryl og med tilhørende ægthedscertifikat. Anslået værdi: 270.000 kroner.

R2-D2 er også lavet i fem eksemplarer af platin, hvoraf i hvert fald to blev udloddet i en konkurrence i 2017. Anslået værdi: 230.000 kroner.

Ligesom der eksisterer ti R2-D2-figurer lavet i sølv, der var præmier i en anden konkurrence i 2018. Anslået værdi: 198.000 kroner.

Der eksisterer kun fire af denne Master Wu-figur udført i træ

Master Wu i træ

Der eksisterer kun fire af denne Master Wu-figur udført i træ. Figuren er oprindeligt lavet i forbindelse med Lego Ninjago Movie, og det eneste eksemplar som er blevet set udenfor filmen tilhører Simon Lucas, der er senior creative director hos Lego og executive producer på filmen. Anslået værdi: 720.000 kroner.

De tre figurer befinder sig nemlig om bord på NASAs rumsonde Juno

Galileo Galilei, Jupiter og Juno

Hvor flere af de andre Lego-figurer på denne list “kun” er noget nær umulige at få fat på, så er figurerne af astronomen Galileo Galilei samt Jupiter og Juno fra den romerske mytologi rent faktisk umulige at få fat på.

De tre figurer befinder sig nemlig om bord på NASAs rumsonde Juno, der i juli 2016 ankom til planeten Jupiter. Figurerne er støbt i aluminium og har en produktionspris på 30.000 kroner stykket – men at forsøge at anslå en værdi ville være omsonst.

Alle anslåede priser på Lego Minifigurer i denne artikel er fundet på websiden Minifigure Price Guide.

Leave a Comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This div height required for enabling the sticky sidebar
Ad Clicks : Ad Views : Ad Clicks : Ad Views : Ad Clicks : Ad Views :