Fem ekstreme puslespil til dig, der savner udfordringer!
Hvis du virkelig gerne vil svede over brikkerne, så er her de puslespil, du skal have fat på.
Det er fantastisk hyggeligt at lægge puslespil – især sammen med familien. Brikkerne falder på plads en efter en, og stille og roligt danner der sig et motiv ud af de små former. Og det er uanset om det er puslespil til store eller små.
Men hvis du nu er nået til det punkt, hvor selv et puslespil på flere tusinde brikker af en havudsigt i gråvejr virker som barnemad at samle, så har vi fundet fem ekstreme puslespil, som nok skulle kunne udfordre dig.
Læs også: Fem sjove brætspil hvor du må smide med brikkerne
Hvidt puslespilshelvede i miniformat
Alle og enhver kan smide et besværligt motiv på et sæt puslespilsbrikker. Men der er noget næsten ondskabsfuldt over dette puslespil fra den japanske spilproducent Beverly, hvor der slet ikke er noget motiv. Overhovedet.
Alle 1.000 brikker er helt hvide, og endda også i en meget lille størrelse – samlet fylder puslespillet nemlig ikke mere end 26 x 38 centimeter. Hvis det ikke er udfordrende nok, så findes puslespillet også i en version med 2.000 brikker.
Gennemsigtige puslespilsbrikker
Et puslespil på blot 144 brikker lyder måske ikke specielt udfordrende. Men når alle brikkerne er unikke, skåret i gennemsigtig akryl og uden nogen indikation af, hvad der er op eller ned. Så er det pludselig, at det bliver svært.
Det helt gennemsigtige puslespil fylder blot 14 x 14 centimeter i samlet tilstand. Og hvis det er for svært, findes det også i udgaver med 49, 25 og 9 brikker.
Puslespilsbrikker i alle verdens farver
Kunstneren og designeren Clemens Habicht har lavet en række forskellige puslespil, hvor det gennemgående motiv er et spektrum af grundfarverne cyan, magenta, gul og sort – lige fra en tredimensionel kugle til et puslespil, hvor farven på de 1.000 brikker afhænger af vinklen, de ses fra.
Men det måske meste ekstreme af hans puslespil er den seneste og fjerde udgave af 5000 COLOURS, der netop består af 5.000 brikker og i samlet tilstand fylder imponerende 153 x 101 centimeter.
Disney på alle brikkerne
Den tyske spilproducent Ravensburger har et meget stort sortiment af puslespil – også af den børnevenlige slags. Som nu for eksempel de to Disney-puslespil Memorable Disney Moments og Making Mickey’s Magic.
Hvert puslespil byder på ikke mindre end 40.000 brikker, så håber vi blot ungerne har tålmodighed. Faktisk snyder Ravensburger en smule, for i virkeligheden er der tale om ti forskellige puslespil, som kan samles til et.
Find puslespillets hjørner
Når et puslespil skal samles, er det sædvanligvis en god taktik at starte med at finde hjørnerne. Det er heller ikke særlig svært i designeren Yuu Asaka puslespil kaldet Jigsaw Puzzle 19 – her har alle 19 brikker nemlig et hjørne.
De 19 brikker er udskåret i gennemsigtig grøn akryl, og det er således ikke muligt at se, hvilken vej de hver især skal vende, når de skal på plads i den 13.7 x 13.7 centimeter store ramme.