fbpx

Legetøjsminder: Elektronista Christiane Vejlø

/
/
img

Christiane Vejlø har som stifter og chefredaktør på bloguniverset Elektronista etableret sig som en af Danmarks førende eksperter inden for digital livsstil og kultur. Hun er derfor også flittigt brugt, når såvel Danmarks Radio som TV2’s morgen- og aftenprogrammer har behov for at vide mere om de seneste hotte apps, gadgets og digitale trends.

Derudover rådgiver Christiane Vejlø i digitale trends og er en populær foredragsholder, ligesom hun fungerer som vært for det digitale kulturprogram Elektronista på Radio24syv.

 

Hvilket stykke legetøj var det bedste, du havde som barn?
Jeg var helt vild glad for mit Donkey Kong-spil.  Det var dengang, man kaldte håndholdte spil for “bib-bib”-spil. Som jeg husker det, var Donkey Kong-klapspillet det hotteste, man overhovedet kunne have. Orange og med et vidunderligt soundtrack. Jeg spillede i timevis og havde totalt styr på, hvordan man lige sprang over tønden, mens man samtidig klatrede op ad trappen. Jeg fik endda min gamle bedstefar hooked, og når han spillede, var han ikke til at komme i kontakt med, fordi han måtte skrue ned for sit høreapparat, så bib-lydene ikke gik i det.

 

Hvilket stykke legetøj har du ønsket dig allermest som barn – uden nogensinde at have fået det?
Jeg tror gerne, jeg ville have en kålhoveddukke. Men jeg er ret sikker på, at jeg aldrig fik det. Jeg var egentlig ikke så meget til dukker, men det der med at den havde sit helt eget navn og blev “født” i et kålhoved. For mig virkede det vildt science fiction-agtigt og derfor rigtig sjovt.

 

Hvad er det bedste stykke legetøj, du nogensinde har mistet eller ødelagt?
Min yndlingsbamse hed Francis. Jeg sov med ham, til jeg blev 14, tror jeg. Jeg har ham faktisk i mit barndomsværelse hos mine forældre endnu, men han er virkelig, virkelig ulækker. Han var engang en lyserød kanin, men han har fået mange tæsk og har været meget igennem. Blandt andet lugtede han i årevis efter en kanotur på Vejle å, og mine fætre smed ham engang ind i en pejs, som der godt nok ikke var ild i, men han blev virkelig beskidt.

 

Hvad leger du allerhelst med sammen med dine egne børn?
Min datter på 5 år og jeg tegner meget sammen. Hun er virkelig god til at fortolke virkeligheden sjovt og syret i sine tegninger. Men vi bruger nok mest tid på apps, som er en fælles passion. Hun kommer tit og fortæller mig om en ny app, så henter vi den og tester den sammen til Elektronista.dk Lige nu er det meget regne- og staveapps, men ellers elsker hun Toca Boca- og Dr. Panda-serierne.

 

Er der noget legetøj, du bare kigger på i dag og tænker, orv – gid, jeg havde haft det som barn?
Jeg er helt vild ærgerlig over, at jeg ikke havde en Commodore 64. Mine fætre havde en, og jeg var helt vild med at spille på den og taste kode ind på skærmen. Men jeg kendte ikke rigtig andre, der var tidligt ude med computere. Jeg havde desværre ikke nogle kammerater, som var nørdede. Jeg blev bare glad, når jeg fik et armbåndsur med lommeregner eller fandt en ny, god fantasybog. Jeg elskede de der interaktive, men totalt analoge bøger, hvor man skulle slå med en terning, og så kunne historien udvikle sig forskelligt. Det var det nærmeste, man på det tidspunkt kom Tomb Raider.

 

Er der et stykke legetøj, som du bare aldrig nogensinde har kunnet se pointen i?
Barbiedukker. Jeg syntes, og synes, at de er ret åndssvage og noget fesne. Altså, jeg havde jo faktisk nogle stykker, som jeg arvede fra min søster. Den ene var egentlig ret sej, fordi den var sort og købt i USA og havde knæled, der kunne bøje. Men jeg husker mest, at jeg brugte dem, når jeg legede, at alt under min øverste køjeseng var under vandet, og så blev de spist af hajer. Jeg havde til gengæld en Action Man med dykkerudstyr og en dykkerkniv om anklen. DET var sejt!

 

Hvad er dit bedste stykke voksenlegetøj?
Uden tvivl min smartphone. Jeg kan ikke engang tælle, hvor mange apps jeg har liggende på den, så mange proppede mapper er der. Jeg bruger den til ALT. Og så har jeg lige fået akvarium. Det kan jeg få mange timer til at gå med at stene foran.

Leave a Comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This div height required for enabling the sticky sidebar
Ad Clicks : Ad Views : Ad Clicks : Ad Views : Ad Clicks : Ad Views :