Upædagogisk legetøj testet på børn

Danske Small Arms laver legetøjsvåben i træ til alle, der er trætte af plastik

Da Kristoffer Zeuthen voksede op i 1970’erne oplevede han, som mange andre børn, at såkaldt krigslegetøj ikke var noget, han skulle forvente at få fingre i. Almindelig voksenlogik havde nemlig fastslået, at sådanne plastikvåben kun var med til at gøre børn aggressive og følelsesmæssigt afstumpede. Men som han skriver på sin webside for Small Arms, så har børn altid leget røvere og soldater, og alt fra en bøjle til et kosteskaft kunne gøre det ud for en skyder.

Som voksen har Kristoffer Zeuthen som industriel designer beskæftiget sig med mange forskellige discipliner indenfor design – fra sportsudstyr over industrimaskiner og handicaphjælpemidler til porcelæn for Royal Copenhagen. Men det var en eftermiddag for et par år siden, da han var i træværkstedet sammen med sønnen og nevøen, at ideen til Small Arms opstod.

   Læs også: Bang, bang! Du er død! – Vi tester SmallArms.

På trods af at krigslegetøj ikke var velset i dit barndomshjem, lavede du vel alligevel dine egne legetøjsvåben?

Jeg er vokset op på landet, hvor der var god plads at bygge huler i skoven på den anden side af vejen og lave alt fra flitsbuer til armbrøste i min stedfars træværksted. Trods mine forældres antipati mod krigslegetøj, som det hed i 70 ‘erne, hjalp han gerne os unger med at lave våben. Jeg tror, at han syntes, vi var nogle klamphuggere og lysten til at lære os at bruge værkstedet vandt over principperne omkring krigslegetøj. Det flotteste gevær jeg lavede havde et løb af gammelt vandrør lakeret med cykellak og en skyderigle fra en gammel havelåge der lignede lademekanismen fra en riffel.

Hvordan har du det som far selv med legetøjsvåben af plastik?

Jeg er ikke fanatisk modstander af dem, men jeg synes klart, at nogle af dem bliver for realistiske og dermed lidt uhyggelige. En ven forærede mig en replika af en israelsk Desert Eagle så jeg kunne give den til min søn. Jeg gav ham den aldrig. Jeg tror, at børn vil lege den slags lege om det gode mod det onde uanset hvad, og hvis ikke de har en skyder, er det bare en bøjle eller en pind der bliver brugt. Med Small Arms håber jeg at få lidt af uskylden tilbage i legen. Desuden er det meste plastiklegetøj bare så grimt, at man ikke orker at se på det.

Så er det måske bedre at lave sine egne – hvor længe siden er det du lavede prototyperne?

Jeg lavede de oprindelige geværer til min søn og min nevø, da vi holdt sommerferie hos mine forældre for et par år siden. Min søn var på det tidspunkt fem og min nevø seks. De sov helt bogstaveligt med trægeværerne om natten og efter ferien skulle de med i henholdsvis børnehave og skole og vises frem. Det sjove er, at det var det selvsamme værksted, som jeg selv makkede rundt i som barn. Min stedfar mener han skal ha’ royalty af Small Arms fordi de første ‘prototyper’ blev til i hans værksted og med hans krydsfinér (og halvdelen af hans kost).

Hvordan bevægede det sig fra et sommerprojekt og over i en mere regulær forretning?

Det overraskede mig lidt, at drengene blev så begejstrede for legetøjsgeværerne. Men når jeg fortalte folk om det, syntes alle, at det var logisk, og at alle børn burde have sådan et. Min kone foreslog, at jeg skulle begynde at producere dem og måske sælge dem på nettet. Det endte dog med, at jeg nøjedes med at tegne dem, og så kontaktede jeg en producent, Image Toys, for at høre, om de kunne være interesseret.

Hvilke kvalitets- og materialekrav opstillede du for legetøjsgeværerne?

Geværerne er lavet i træ, fordi det er med til at give dem det lidt Emil-agtige og uskyldige udtryk. Desuden giver det mulighed for, at man selv kan dekorere dem med alt fra tuscher til Gori. Designmæssigt har jeg lagt vægt på, at modellerne er letgenkendelige og nærmest ikon-agtige for den pågældende våbentype uden at være en direkte replika af en bestemt model. Man skal kunne tage ladegreb på alle modellerne,  fordi både fædre og børn synes, at det er sejt, når dele kan bevæges. Lyden må man selv lave.

Det var vigtigt for mig, at legetøjet ikke lagde op til lege, som ville være alt for realistiske og efterligne noget, som ungerne har set i TV-avisen. Derfor fravalgte jeg alt, hvad der hed automatvåben, for ikke at gøre det for aggressivt. Der kommer ikke en Uzi eller en Kalashnikov, men måske Al Capones maskingevær eller noget i den stil. Priserne blev fastlagt i samarbejde med producenten. Vi håber, at geværerne rammer et prispunkt, hvor de er til at betale uden at virke billige. Det skulle gerne være noget, man kan være bekendt at give som gave.

Hvorfor har du valgt, at legetøjsgeværerne skal købes som byggesæt og ikke samlet?

Under arbejdet med ideen gik det op for mig, at det jo ikke kun var det færdige produkt, men også processen omkring tilblivelsen ungerne kunne lide. De havde hjulpet med at tegne, save og lime – vi havde lavet det sammen. Og faktisk var det jo også det, der havde gjort mig glad. Så jeg begyndte at tænke over, hvordan man kunne videregive den oplevelse til andre, som måske ikke lige havde et værksted eller måske havde lidt rigeligt med tommelfingre. Det er følelsen af at have lavet det selv sammen med sit barn, der er vigtigst. Samlesættet gør det muligt at gøre det uden så mange forudsætninger og sikrer et brugbart resultat.