fbpx

Legetøjsminder: Tegneserieskaber Sussi Bech

/
/
img

Siden midten af 1980’erne har det gamle Ægypten haft den helt centrale rolle i Sussi Bechs albumserie om den kretensiske prinsesse Nofret, der har taget læserne med på eventyr i oldtidens Middelhavslande. Det er foreløbig blevet til 12 bind i serien, som også er udkommet i Frankrig, Belgien, Holland og Indonesien samt været bragt som føljeton i en række danske dagblade.

Sideløbende har Sussi Bech også illustreret en lang række børnebøger, og især har hun  med stor succes lagt streg til Danmarks Radios klassiske makkerpar Kaj og Andrea. i 2010 fik hun også lejlighed til at tegne nisser i massevis, da hun stod for årets julemærke.

Endelig leverer hun, sammen med forfatteren Frank Madsen, striben Eks Libris til Weekendavisen. Det første opsamlingshæfte Problemer med Carsten Jensen-robotten i Zone 7! udkom i efteråret. Her i maj udkommer Tænk på signalværdien!, der byder på striber fra seriens første år, hvor Mette Finderup var forfatter. Til efteråret udkommer endnu et bind med Sussi og Franks striber fra det seneste år.

 

Hvilket stykke legetøj var det bedste, du havde som barn?
Det var faktisk nogle små kænguruunger, som min søster og jeg syede i filt. Vi havde klippet dem efter et mønsterark fra et dameblad. Senere tilføjede vi flere dyr til familien: En Bambi, en leopard og en kylling. De hed: Kingo, Kængo, Bamse, Leo og Kylling og så videre.  Vi tilbragte mange timer med at lave tøj og rustninger (i julepyntsfolie) til dem, og med at føre dem ud i Carl Barks-lignende eventyr. En væltet træstub, der lå på marken overfor, hvor vi boede, kunne f.eks. være et sørøverskib.
Jeg er den yngste ud af en søskendeflok på tre. Der er to år mellem hver, og vi to yngste havde i en lang periode mest til fælles dengang. Senere tog vi også samme uddannelse på Skolen for Brugskunst (i dag Danmarks Designskole) og i dag er vi begge to tegnere.
Men vi var så optagede af legen, at min ældste søster på et tidspunkt også ville være med. Så skulle figurerne pludselig giftes, have børn og bo i skotøjsæsker med 3-2-1-sofaer. Så blev det lidt kedeligere.

 

Hvilket stykke legetøj har du ønsket dig allermest som barn – uden nogensinde at have fået det?
Engang kom vi forbi en butik, hvor der stod en ti meter høj stofelefant. Den var et stort ønske for os alle tre (måske var den i virkeligheden mindre).

 

Hvad er det bedste stykke legetøj, du nogensinde har mistet eller ødelagt?
Der var en dum pige, som ødelagde en figur, jeg lige havde lavet i ler. Hun tog den forsigtigt i hånden, og så kunne jeg bare se hendes fingre sige “klem”. Jeg var helt paf over, at hun gjorde det med vilje.

 

Hvad leger du allerhelst med sammen med dine egne børn?
Dengang vores søn, Thomas, var mindre, fik han en del Brio-legetøj: Tog, skinner, bomme med lys, remise og selvfølgelig Thomas Tog. Skinnerne var nemme at samle og togvognene lå godt i en barnehånd. Jeg må også nævne Flexi-Trax-kørebanen:  Skinnesystemet samledes til vejbælter af en uendelighed af små enheder, og der var sjovt tilbehør til, fx et bjerg med tunnel og ulvehyl. I den ene side af bjerget var monteret et hvidt æg, og når bilen kørte gennem tunnellen, sprang der en dinosaurunge i en stor bue ud af ægget.

 

Hvad er dit bedste stykke voksenlegetøj?
Det nærmeste, jeg kommer på leg i dag, er volleyball, som jeg spiller sammen med nogle andre halvtredsårige nede i hallen. Der bliver man faktisk lidt barnlig.

Leave a Comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This div height required for enabling the sticky sidebar
Ad Clicks : Ad Views : Ad Clicks : Ad Views : Ad Clicks : Ad Views :