fbpx

Legetøjsminder: Tegneserieskaber Thierry Capezzone

/
/
img

Tegneserieskaberen Thierry Capezzone har været bosat i Danmark siden starten af 1990’erne, men er oprindeligt født og opvokset i Frankrig. Her stod han blandt andet i lære hos tegneseriemesteren Peyo, der nok er bedst kendt for Smølferne, ligesom han har tegnet for tegneseriebladet Spirou.

I Danmark har Thierry Capezzone ud over en lang række illustrationsopgaver også tegnet fem bind i serien H.C. Andersen Junior. De sidste par år har han imidlertid, sammen med forfatteren Erik Svane, investeret en stor del af sin tid i en tegneseriebiografi om Dronning Margrethe med titlen Daisy – en prinsesse i Danmark, som netop er udkommet.

 

Hvilket stykke legetøj var det bedste, du havde som barn?

Jeg kommer fra en fattig familie, så jeg havde ikke så meget legetøj. Men skal jeg fremhæve noget særligt, var det min Super 8-filmfremviser. Dengang købte man små film eller scener fra film, og jeg så blandt andet Lucky Luke og Gøg og Gokke. Hver gang jeg fik fat i en ny film, var det en stor fest.
Min favoritfilm var en scene fra Lucky Luke-tegnefilmen Daisy Town, hvor han har en duel mod Dalton-brødrene. Sjovt nok fandt jeg netop den film på et kræmmermarked sidste sommer. Jeg har ikke fremviseren længere – den forsvandt under en flytning, men nu har jeg filmen igen.

 

Hvilket stykke legetøj har du ønsket dig allermest som barn – uden nogensinde at have fået det?

Jeg har aldrig rigtig ønsket mig så meget. Da jeg var omkring otte til tolv år gammel brugte jeg mine lommepenge på at købe tegneseriebladet Pif Gadget, hvor der altid fulgte et lille stykke legetøj med. Det var altid spændende, og mit behov for legetøj blev fint dækket af det.

 

Er der noget legetøj, du bare kigger på i dag og tænker – orv, gid jeg havde haft det som barn?

Jeg tager tit i legetøjsbutikker, og jeg elsker at kigge. I London er jeg ofte i den store Hamleys – den på flere etager. Det er det samme, når jeg er i Paris. Jeg kigger på alt det legetøj der er, og for mig er en iPad et stykke legetøj, som ville have ændret min barndom. Dengang skulle jeg blot bruge et stykke træ for at lege pirat, det var en helt anden verden. Men det er også omkring fyrre år siden.

 

Er der et stykke legetøj, som du bare aldrig nogensinde har kunnet se pointen i?

Det, jeg ikke helt forstår, er, at legetøj til børn bliver dyrere og dyrene, men fantasien synes trukket ud af legetøjet. Der er mange flotte ting, men sjælen er væk. Børn vil hurtigt have noget med elektronik, og verden bliver lidt kedelig, når der mangler fantasi i legetøjet. Eller også lyder jeg bare som en gammel mand.

 

Hvad er dit bedste stykke voksenlegetøj?

Jeg har en kæmpe stor samling af Tintin-figurer – fly og alt muligt. Jeg har også en kæmpe tegneseriesamling – det er ikke legetøj, men noget der gør mig glad. På samme måder som det gør mig glad at have originaltegninger af kollegaer som Franquin og Peyo hængende på væggen. De ting gør mig glad på samme måde som et stykke legetøj kan gøre dig glad.

This div height required for enabling the sticky sidebar
Ad Clicks : Ad Views : Ad Clicks : Ad Views : Ad Clicks : Ad Views :